Livet her

Stjal dyre designermøbler fra sommerhuse for at betale narkogæld

21-årig mand er dømt for flere indbrud i sommerhuse og villaer i Vendsyssel

30. marts 2023 kl. 17:03

VENDSYSSEL: En 21-årig mand var i januar med til at begå flere indbrud i villaer og sommerhuse, hvor der blev stjålet dyre designermøbler for 300.000 kroner.

Torsdag tilstod han så indbruddene, da han sad på anklagebænken i Retten i Hjørring og endte med en straf på et år og tre måneders ubetinget fængsel.

Det oplyser anklager Mads Iversen.

Den 21-årige er dømt for i alt otte indbrud og et indbrudsforsøg. Det var sommerhuse og villaer i Skagen, Ålbæk, Hjørring, Saltum og Sæby der blev tømt for dyre ting - blandt andet Wegner stole, PH lamper og 7'er stole. Derudover er den 21-årige også dømt for at have stjålet udendørs PH lamper i Skagen.

Han har siddet varetægtsfængslet siden 15. februar. Politiet var nemlig allerede på sporet af ham og de andre gerningsmænd, og havde en mistanke om, at de kørte rundt i en VW Touran med stjålne tyske nummerplader.

Så da en patrulje fik øje på varebilen, blev den stoppet, og den 21-årige blev anholdt.

Manglede penge til narkogæld

Udover at tilstå forklarede den 21-årige i retten, at han begik indbruddene for at skaffe penge til en narkogæld, fortæller Mads Iversen.

Ifølge den 21-årige var det dog lidt tilfældigt, hvor de brød ind, og han gik altså ikke målrettet efter designermøbler.

Han kunne også erkende at have begået indbruddene sammen med medgerningsmænd, men han ville dog ikke sætte navn på de andre gerningsmænd. 

Anklager Mads Iversen oplyser, at der er yderligere en sigtet i sagen, hvis sagen endnu ikke er afgjort.

Udover indbruddene blev den 21-årige dømt for i flere tilfælde i 2022 at have misbrugt et stjålet tankkort og stjålet flere nummerplader fra biler.

Han valgte at modtage sin dom.

Annonceret indhold

Nyeste