Vendsyssel ansætter to assistenttrænere
Det er ikke mange uger siden, at David Olsen sagde farvel til Vendsyssel FF, men nu kan han sige goddag igen sammen med yderligere en assistenttræner
FODBOLD: Vendsyssel FF har meget at se til i disse dage. Der skal findes nye spillere, træningsmodstandere og supplement til trænerstaben.
Sidstnævnte får nu en saltvandsindsprøjtning med tilgangen af en god bekendt af klubben. David Olsen er nemlig tilbage på træningsbanen i Vrå, og det med et stort smil om munden.
- Det er en fornøjelse at være tilbage. Jeg var sådan set ikke i tvivl, da jeg fik muligheden. Der er en masse gode mennesker i klubben. Der er også meget potentiale i klubben, så jeg har ro i maven ved at komme tilbage, siger David Olsen.
Han var også en del af en lettere kaotisk opstart efter nytår, da Vendsyssel FF blev ramt af et større kollektivt coronaudbrud.
- Vi er nok danske mestre i forfærdelige opstarter. Vi har nok brug for lidt opbakning fra lokalbefolkningen, for det er lidt op ad bakke det her, men vi er optimistiske, og vi skal nok få stablet noget godt på benene, siger David Olsen, der får selskab af en anden nu tidligere AaB-træner.
Nikolaj Hørby, tidligere U17-træner i AaB, er også ny mand i Vendsyssel, hvor han bliver en del af trænerteamet, der ledes af cheftræner Henrik Pedersen. Her er det meningen, at Hørby skal assistetere i den daglige træning, og desuden får han ansvar for analysearbejdet i forbindelse med at kortlægge modstandere.
- Nogle gange kan det godt være sådan lidt et beskyttet værksted at have med ungdomsspillere at gøre, og jeg synes, at det her er et spændende projekt. Jeg har haft nogle gode snakke med Henrik Pedersen og Søren Henriksen, og det ser spændende ud i forhold til de opgaver, der venter, siger Nikolaj Hørby, der får nok at se til.
- Jeg skal blandt andet hjælpe Henrik med den daglige træning, og så skal jeg have noget gruppetræning, hvor vi kan sætte det individuelle perspektiv i højsædet. Jeg har også en rolle omkring det analytiske, så det bliver spændende, siger Nikolaj Hørby.
- Nu har jeg haft U17-holdet i AaB i 2,5 år, der har været præget af corona. Der begyndte stille og roligt at komme en nysgerrighed i forhold til det næste niveau, og her bliver det spændende at arbejde med lidt ældre spillere, siger Nikolaj Hørby.
De to nye trænere havde første træningsdag tirsdag formiddag.