Jacob Andersen kan meget vel sidde med Vendsyssel FF's skæbne i sine hænder. Foto: Lars Paul
Sport

Kommentar: Schweizerost med store huller i Vendsyssel

Det kan meget vel blive Jacob Andersen, der skal holde hånden under Vendsyssel FF, hvis klubben skal bestå

03. maj 2021 kl. 06:00

FODBOLD: Undskyld kære Hobro-fans. Ordene er ikke ligeså ligeligt fordelt, som pointene blev i søndagens 1-1-kamp mellem de to nordjyske 1. divisionsklubber. Jeg ved godt, at det her bliver meget vendsysselsk, men spørgsmålene tårner sig efterhånden op omkring den stormombruste Hjørring-klub.

Det er ret åbenlyst for mig, at Vendsyssels nuværende hovedaktionær Ahmet Schäfer er på vej mod at smide håndklædet i ringen. Hvorfor skulle man ellers udpege Joel Haefliger som ny direktør? Han har omtrent de samme forudsætninger for at lykkes i det job, som jeg har for at gennemføre Boston Marathon hinkende på et ben.

Joel Haefliger bor i Schweiz. Er det ham, der skal ud at sælge sponsorater til den lokale slagter i Hjørring, eller er det Joel Haefliger, der skal ud at genforhandle et sponsorat med Hæstrup VVS?

Jeg kan ikke se det for mig. Derfor mener jeg, at flaskehalsen igen peger i retning af Jacob Andersen, hvis Vendsyssel FF skal tilbage på nogenlunde ret kurs. For det er man ikke i skrivende stund. Den nye direktør var på stadion til søndagens opgør mod Hobro, men han ønskede ikke at udtale sig til avisen med henvisning til, at Ahmet Schäfer havde sagt det, der skulle siges. Fair nok. Det gør alligevel ikke den store forskel.

Den skal Jacob Andersen til gengæld gøre. Her tror jeg, han i endnu højere grad skal forsøge at alliere sig med det lokale erhvervsliv i Hjørring, Hirtshals og måske Vrå. Alle gode kræfter skal samles, hvis det skal lykkes at skabe et bedre fundament for klubben, men jeg frygter bare, at det kun kan lade sig gøre, hvis Jacob Andersen er villig til at holde hånden under projektet, og det er spørgsmålet, om han er villig til det?

Ejerskiftet for et år siden indikerede, at han var på vej videre, men det kan være, at han er kommet på andre tanker. Det må man håbe for Vendsyssel FF’s skyld.

For uden at lede alt for meget efter hullerne i schweizerosten er de nemme at få øje på lige nu. Meget står og falder naturligvis med skæbnen i den igangværende turnering, men selv ved at undgå nedrykning har Vendsyssel nogle åbenlyse spørgsmål, der skal besvares. Ahmet Schäfer har selv skabt det største spørgsmål ved at så tvivl om det økonomiske fundament. En dansk fodboldklub må aldrig blive afhængig af kompensationspenge fra staten.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu