Tøjbutik i Hjørring: - Vi kunne ikke drømme om en bedre start
HJØRRING: Der var kø foran dørene allerede en time før åbningen, da PIECES slog dørene op i Hjørring i slutningen af sidste måned. Og den store interesse er ikke aftaget siden.
- Vi mødte ind klokken otte, og allerede dér stod der en lang kø af mennesker og ventede. Det var helt vildt at opleve den opbakning, fortæller Marie Sørensen, som sammen med Pernille Dannevig har været med fra allerførste dag i butikken.
Åbningsweekenden blev fejret med goodiebags, stærke tilbud og masser af glade kunder, og siden da har de haft rygende travlt.
-Stemningen har været fantastisk. Vi har haft megatravlt og fået mange positive tilkendegivelser. Kunderne roser både butikken og os, og mange nævner, at de er glade for, at de ikke længere skal køre til Aalborg for at handle PIECES, fortæller Pernille.
Travlhed og tæt kundekontakt
Både Marie og Pernille har været en del af opstarten og føler et helt særligt ejerskab over butikken, fordi de har været med i hele processen – lige fra første vareudpakning til indretning og åbning.
- Vi har haft alt mellem hænderne og været med fra start. Det betyder noget, og man føler en anden form for ansvar og stolthed. Samtidig lærer kunderne os at kende fra første dag, og det er med til at skabe en god stemning i butikken, fortæller de.
Noget, der har overrasket dem, er hvor hurtigt varerne bliver solgt.
- Vi har simpelthen solgt så meget, at vi har måttet fylde op løbende og i løbet af dagene, og det gør vi stadig. Det er en meget positiv overraskelse, og vi er bare enormt taknemmelige for den opbakning, vi har mødt.
Kvinder i alle aldre, og et stærkt sortiment
PIECES har især gjort indtryk med sine mange basisvarer, og det brede udvalg tiltrækker kunder i alle aldre.
- Vi har haft besøg af alle typer kvinder. Vores sortiment rammer bredt, og mange siger, at de synes, at priserne er rigtig gode. Det er vi naturligvis glade for at høre, siger Pernille.
Efterår med modeshow og overraskelser
Selvom butikken stadig er helt ny, kigger teamet allerede frem mod nye aktiviteter. PIECES deltager i efterårets store modeshow i Metropol Shopping Center tirsdag den 30. september fra kl. 19.15-21.00.
- Vi glæder os til at deltage sammen med de andre butikker i centret. Og måske kommer der lidt ekstra overraskelser i løbet af efteråret – hvem ved? smiler Marie.
En vild og glædelig start
Efter halvanden uge i Hjørring er konklusionen klar hos de to PIECES-medarbejdere:
- Starten har været vild, positiv og fyldt med glæde. Vi kunne ikke drømme om en bedre modtagelse – og vi glæder os bare til at fortsætte, siger Marie og Pernille.