Supervin har haft et hektisk år med vækst: Har ansat 14 nye medarbejdere siden foråret
Supervin i Hjørring har haft et travlt år. Eller rettere ... et vildt travlt år. Corona-nedlukningen har trukket nye kunder i stort tal til vinsupermarkedet - både til butikken på Skagensvej og ikke mindst til onlinebutikken.
- Vi trækker rent på alle cylindre, smiler butikschef Søren Holmsgaard.
- Vores salg i år er godt og vel dobbelt så stor som sidste år. Der er tale om trecifrede millionbeløb i vækst, når vi ser på firmaet samlet.
- Vi har ansat 14 nye medarbejdere siden foråret. Og især online delen har gjort os gode, siger Søren og tilføjer, at Supervin Hjørring er blandt de to-tre største vinhandlere online i Danmark.
Rundvisning til onlinekunder
- Folk kan sidde hjemme og købe vin, og de har jo - på grund af corona-restriktioner - haft tid til at gå online. Vi har fordoblet antallet af kunder på nettet. Samtidig har alle holdt sommerferie i Danmark, og når vores online-kunder er på ferie ved Vestkysten, kører de ind til os for at se, hvem de er begyndte at handle med.
Kunderne bliver modtaget af kompetente og gæstfrie medarbejdere i supermarkedet på Skagensvej.
- Vi vil gerne modtage de mange nye online-kunder i Hjørring, så de fortsætter med at være kunder hos os. Vi har givet os tid til at lave rundvisning og give dem service i verdensklasse, siger Søren Holmsgaard.
- Nu kender de os og huset - det smitter igen af på omsætning og for eksempel på antallet af julekurve, vi sender ud af huset i år. Vi er bare ind i en rigtig god spiral.
Nyt pakkeri på vej
Supervin åbnede i 2013. Dengang var der fire ansatte. I dag forlader over to millioner flasker vinfirmaet om året, og medarbejder-staben tæller over 30 medarbejdere.
- Dengang vi begyndte, kunne én mand pakke til grossisterne om formiddagen og til online-kunder om eftermiddagen. Sådan er det ikke mere. Nu er vi otte mand i pakkeriet og fire mand på lageret. Grossistlageret er flyttet ud i byen til Mandøvej, fortæller Søren Holmsgaard.
Supervin har hele tiden 1000 paller vin, med 100 kasser på hver, på lager.
- Vi har succes med at købe stort ind og så sælge til gode priser. For os er god service og stabil levering afgørende, og så skal vi tilbyde god kvalitet til skarpe priser, forklarer Søren.
I kælderen er husets smagelokaler lige nu inddraget til pakkeri - både til gavekurve og til onlinebestillinger. Men til sommer står et nyt, topmoderne onlinepakkeri klar ved Supervins grossistlager, og til den tid kan kælderlokalet igen blive brugt til præsentation af husets mange, flydende lækkerier.
Hele verden på flaske
- Vi er jo ”gamle” købmænd, siger Søren med et nik ud i butikken, der er indrettet som supermarked med brede gang og højt til loftet.
- Vinbranchen er forbundet med meget snobberi. Sådan er vi ikke her. Vi har ikke slips og jakkesæt - vi går i tennissko og vi snakker til dem, der er her. Vores kommunikation på nettet og her i butikken henvender sig til helt almindelige forbrugere, siger Søren, og understreger, at huset frister med vine i alle prisklasser.
På hylderne på Skagensvej er der vine fra hele verden, og der er altid gode råd og individuel vejledning at hente hos medarbejderne.
- Når en kunde er her i butikken, spørger vi meget ind til, hvad han eller hun godt kan lide at drikke. Vi spørger og spørger - så kunden kommer hjem med en vin, han selv godt kan lide. På den måde kommer de igen.