Tirsdag var der rejsegilde på den nye Aldi-butik - og samtidig ligger den store åbningsdag fast. Foto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>
Shopping

Ny indkøbsoplevelse tager form i Hjørring - åbningsdag ligger nu fast

Byggeriet af ny dagligvarebutik bliver klaret på markant kortere tid end normalt

06. september 2022 kl. 14:42

HJØRRING: Konturen af en ny indkøbsoplevelse har netop opnået sin ydre form på Skagensvej 100 i Hjørrings nordlige bydel, Højene.

Tirsdag over middag var der rejsegilde på det store nybyggeri, der skal rumme shopping-muligheder for områdets mange dagligvare-kunder.

Tidligere på året blev den tidligere Aldi-butik på adressen jævnet med jorden. Det er sket som et som et led i den planlagte modernisering af Aldis mange danske butikker. Moderniseringen har stået på gennem den seneste håndfuld år, og det overordnede mål er at gøre butikkerne "mere tidssvarende" og "få indkøbsoplevelsen i top".

Se også
Det kan du forvente: Dagligvarebutik begynder fra scratch i Hjørring

Samtidig med tirsdagens rejsegilde, ligger det nu også fast, at åbningsdagen på den nye butik faktisk kan finde sted allerede fredag 2. december.

- Byggeriet har kørt fuldstændig som det skal, og faktisk har der været lidt mere tidspres end normalt. Vi ville gerne se, om vi kunne få butikken klar så tidligt, at vi kunne nå at få julesalget med. Og heldigvis har vores entreprenør været med på den plan, fortæller Aldis projektchef Anders Bruun.

Byggeriet af Aldi-butikken i Hjørring bliver afviklet tre uger hurtigere end normalt, fortæller projektchef Anders Bruun. <i>Foto: Bente Poder</i>

Normalt tager byggeriet af en Aldi-butik cirka fem måneder at gennemføre.

- Men butikken her bliver bygget tre uger hurtigere, end vi plejer. Og i den forbindelse skal man huske på, at vi jo i de her år bygger rigtigt mange nye butikker, som i virkeligheden er nærmest fuldstændig ens. Derfor betyder det en del, når vi lige pludselig skal finde tre uger ekstra i processen. Så der er ikke meget, der må gå galt, forklarer Anders Bruun.

Men heldigvis er det meste også forløbet helt som planlagt - hvilket altså i sidste ende betyder, at kunderne i området kan nå at købe en Aldi-flæskesteg til jul.

En større butik

Den tidligere Aldi-bygning på adressen var på 1000 kvadratmeter, mens den nye bliver på 1200 af slagsen. Altså et lidt større byggeri, som også betyder, at butiksarealet vokser til 850 kvadratmeter. Det giver basis for, at butikkens sortiment bliver mere end fordoblet - fra omkring 800 varenumre til cirka 1700 varenumre.

Det varer dog endnu et pænt stykke tid, før Aldis personale kan begynde at lægge varer på hylderne i den nye butik. Først og fremmest skal den udvendige del af butikken færdiggøres.

- Vi er gået i gang med at mure i den ene side af bygningen, men det varer nok omkring tre uger, inden beklædningen med mursten er oppe. Derefter skal der så vinduer i, så det varer nok en måneds tid, til at det udvendige af bygningen står færdigt, siger Anders Bruun.

Derefter venter arbejdet med butikkens indvendige installationer - og den opgave strækker sig frem til kort før åbningen.

- Entreprenøren afleverer bygningen 12 dage, inden vi åbner. Derefter kommer vores egne folk så med alt inventaret til butikken.

Den nye Aldi-butik får fladt tag med grå teglsten samt solceller på taget.

Se også
Derfor lukker dagligvarebutik i Hjørring nu i flere måneder
I forbindelse med rejsegildet var der - som traditionen byder - pølser til håndværkerne. <i>Foto: Bente Poder</i>
Annonceret indhold

Nyeste