Billede beskrivelse

Lokal Netto holder lukket i 14 dage: - Det bliver supergodt

02. september 2024 kl. 11.00

HJØRRING: Fra 8. september og frem til og med 21. september skal der igen bygges om hos Netto på Skagensvej. 

Det betyder, at kunderne i det tidsrum skal finde andre steder at handle.

- Vi håber selvfølgelig, at de har lyst til at køre ud til vores butik på Aalborgvej her i Hjørring, siger Jens Willumsgaard, der er distriktschef hos Netto.

Mange kan sikkert huske, at butikken også var igennem en stor opbygning for at blive opgraderet til kædens nye Netto 3.0 koncept i november sidste år.

Billede beskrivelse

Der er dog en hel naturlig forklaring på, at der nu igen er håndværkere i butikken.

I sidste ombæring måtte arbejdet med blandt andet at få installeret nye, energirigtige frysemøbler og kølemøbler nemlig udsættes.

- Selvfølgelig havde det da været mere optimalt, at vi havde klaret det hele i et hug, men til gengæld kan kunderne glæde sig til en butik med langt mere energieffektive køleskabe og belysning, hvilket blandt andet betyder en betydelig CO2-reduktion, forklarer Jens Willumsgaard.

Billede beskrivelse

Medarbejderne glæder sig også.

- Det bliver supergodt, når vi kommer på plads igen, siger Claes Rubæk Vestergaard, Benjamin Søndergaard Andersen og Susanna Elaine Hartmann. De arbejder alle i butikken på Skagensvej, og de skal hjælpe til i forbindelse med ombygningen.

- Vi skal flytte rundt og fylde op med nye varer, inden åbningen blandt andet, forklarer de.

Når butikken åbner dørene igen den 22. september klokken 8.00, bliver det med gode tilbud på programmet.

- Der bliver noget at komme efter, lover distriktschefen.

Netto 3.0 er et nyt butikskoncept, som Netto har indført for at forbedre kundeoplevelsen og øge salget af visse produktgrupper, især frugt og grønt. Konceptet indebærer også en række ændringer i butiksindretningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste