Jette har haft sit apotek i 20 år
HIRTSHALS / SINDAL: Der er 21 ansatte i alt på Hirtshals og Sindal Apotek, og mange af de ansatte har været der i rigtig mange år.
Farmaceut og apoteker Jette Møller Andersen, der har apoteket i Hirtshals og Sindal, har i 2025 20-års jubilæum, og mange af de ansatte farmakonomer har også været på apotekerne i op mod 20 år.
- Det er vigtigt for os alle på de to apoteker, Hirtshals og Sindal, at give kunderne den allerbedste service i form af god og professionel rådgivning. Når vi skal udlevere medicinalvarer over disken, skal folk vide, at der findes flere af samme produkt til forskellige priser. Når folk spørger os til råds om de forskellige produkter, er det vigtigt, at vi fortæller alt, hvad vi ved om de forskellige varer, vi langer over disken, sammen med mange andre informationer, der kan have betydning for den enkelte kunde, siger apoteker Jette Møller Andersen.
Under Hirtshals og Sindal Apoteker hører også forskellige medicinudleveringssteder i Bjergby, Mygdal, Tversted og Tornby.
Apotekerne bringer også varer ud til private og til udleveringsstederne, og det sker samme dag, hvis apotekerne har ordren inden kl. 11.
Der kan også bestilles varer online til afhentning på apoteket, og man kan få en app, hvor man kan få adgang til at forny sine recepter og bestille medicin, samt få hjælp til at huske sin medicin og se sin lagerstatus på medicin. Man kan også anmode om fuldmagt som pårørende, og se alle sine vaccinationer. Man kan læse mere på apoteket.dk/app.