
David kan noget med træ - nu har han startet eget firma
I et stort værksted på Nybovej 3, lidt øst for Tårs, ligger Wood By Nymand.
Her ligger store planker af især eg i bunker og venter på at blive savet op, rettet til og slebet til bl.a. smukke plankeborde.
Bag det hele står David Nymand, der ellers arbejdede som forsikringsmand. Men presset i jobbet blev for meget, og han gik ned med stress. Så begyndte han at upcycle gamle møbler derhjemme i Hjørring som en slags terapi, og han fik så meget ros for dem, at han gik hele vejen.
450 kvadratmeter
Han begyndte på møbelsnedkeruddannelsen på EUC Nord, i oktober blev han færdig - og efterhånden var produktionen af møbler under mærket Wood By Nymand vokset så meget, at han var nødt til at rykke fra privaten og ud i et større værksted - nærmere bestemt værkstedet på Nybovej 3, der er på 450 kvadratmeter.

David har efterhånden fået lavet en samling af smukke, rå planker i mange forskellige træsorter i hallen. Mest eg, som folk er vilde med lige nu, men også bl.a. amerikansk valnød, som David selv er faldet for.
- Jeg kan få alle sorter hjem. Jeg har kun hårde træsorter, for møblerne skal jo kunne holde længe, siger han.
Mange timer
Arbejdsløn og ikke materialer er det dyreste, når der skal laves f.eks. et plankebord. For det tager tid at lave et møbel ordentligt. Når der er penge på kontoen, køber han nye maskiner, så han kan minimere produktionstiden.

- Værktøjet gør nok de 80 procent, uanset hvor dygtig man er! Det mener jeg altså, selvom mange nok vil sige det modsatte, smiler David og påpeger, at det også er meget sjovere, når tingene fungerer første gang.
David laver mange spiseborde af planker, men han kan også lave bl.a. sofaborde, toiletmøbler og bænke. Hvert møbel er unikt.
Hudløst ærlig
Han opfordrer altid sine kunder til selv at komme og udvælge træet. Nogen vil gerne have mange knaster, andre nærmest ingen. Og så snakker de om kundens ide.
- Nogle gange har folk vilde ideer, men det skal jo også passe til, at træet f.eks. kan slå sig. Jeg er altid hudløst ærlig, og det tager folk godt imod, siger David.

Når aftalen er på plads, begynder David forarbejdningen af træet. Arbejdet tager tid, og til slut får træet olie. Stellene til bordene får David fra et firma i Sønderjylland, hvis de skal være af metal. Træben laver han selv.
Han går op i, at træet ikke bare er bæredygtigt, PEFC-godkendt. Hver en stump skal gerne anvendes - til skærebrætter og andet småt. De sidste stykker går til brænde og spånerne til strøelse til heste.