David har flyttet sit træværksted: Det har flere fordele
HJØRRING: Wood by Nymand er flyttet ind på Leddet i Hjørring.
Før pendlede han, men nu har han skåret over 30 minutters kørsel væk.
Og det kan mærkes.
- Den tid, jeg sparer hver dag, giver mig noget mere frihed. Enten får jeg lavet mere, eller også får jeg mere tid med familien. Begge dele betyder meget, fortæller David Nymand.
David bor selv i Hjørring, og begge hans drenge vil meget gerne med i værkstedet.
- Jeg drømmer om, at de får deres egne snedkerbænke herude. De skal have en plads og føle, at de hører til, siger han.
Værksted med historie
Det nye værksted ligger i et boligområde med historie.
Det er bygget af en lokal tømrermester, hvis hustru stadig bor lige overfor - over 100 år gammel.
- Jeg kan godt lide, at der er historie her. Og så fungerer det praktisk. Jeg har nu to rum i stedet for ét stort, og det betyder faktisk mere end man lige tror, siger David.
Han forklarer, hvordan det ene rum er til groft arbejde og det andet til finish.
- Det betyder også, at jeg ikke længere skal vaske alt ned for støv, inden det færdiggøres. Det er effektivt, og giver mere ro i processerne.
Ny lokation, samme værdier
Selvom Wood by Nymann har flyttet lokation, er det stadig samme værdier man møder.
Det lokale engagement rækker videre end det praktiske.
Han er stadig med i Hjørring Badmintonklub og har tidligere støttet initiativer som hjertestartere.
- Der, hvor man kan, skal man hjælpe. Det har jeg altid ment, og det gælder stadig, siger han.
Travlhed, men med nye prioriteter
Selvom flytningen og renoveringen har taget tid og kræfter, er kundebogen stadig fyldt.
- Jeg har faktisk ikke haft tid til at annoncere rigtigt, men heldigvis kommer bestillingerne alligevel.
Og drømmen for 2026?
- At blive færdig med renoveringen og få lidt mere tid med familien. Jeg vil gerne have begge dele til at fylde på en god måde.
Åbent hus
Selvom værkstedet stadig er under finpudsning, åbner David dørene for alle nysgerrige 7. marts.
Her er der åbent hus på Leddet.
- Jeg glæder mig til at vise det hele frem. Og jeg håber, folk kigger forbi. Både for at se stedet, men også bare for en snak, siger han.