
Pia er blevet eneejer af større tandlægeklinik i byens udkant
Tandlæge Pia Rosenlund Rasmussen har flyttet klinik i større lokaler i Hjørrings udkant, og hun har succes med at tiltrække personale
Fra at være medejer overtog tandlæge Pia Rosenlund Rasmussen ved årsskiftet hele tandlægeklinikken - Tandlægerne i Strømgade i midtbyen i Hjørring. Nu har hun flyttet klinikken til større lokaler på 300 kvadratmeter på Frilandsvej, hvor klinikken er mere tilgængelig for både patienter og personale.
- Vi boede på anden sal uden elevator. Langt de fleste af vores 3500 patienter og vores personale er glade for, at det er nemmere at komme hertil, fortæller Pia Rosenlund Rasmussen.

Har købt en del nyt udstyr
Fire behandlingsrum er blevet til seks, og der er også indkøbt en del nyt udstyr. 1. april tiltræder en ny ung tandlæge, Camilla Friis, så de i alt er tre tandlæger og et samlet personale på 11.
Tidligere medejer af klinikken, Ole Stadkær Jørgensen er fortsat ansat som tandlæge på klinikken.
- Jeg ved godt, at der også er flere ældre tandlæger i vores område, og en tandlæge har lige lukket ned i Vrå. Men vi har endnu ikke oplevet problemer med at tiltrække personale, siger Pia Rosenlund Rasmussen. Hun fremhæver også, at der er et godt kollegialt fællesskab blandt tandlægerne i Hjørring .

Faglig udvikling og fleksibilitet
For hende handler det om at signalere og tilbyde et højt fagligt niveau, kollegialt fællesskab og et fleksibelt arbejdsliv på klinikken.
- De fleste af de ansatte er jo i dag mødre i alderen 25-40 år. Vi skal vise, at vi prioriterer faglig udvikling, og at de også har gode muligheder for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, siger Pia Rosenlund Rasmussen.
Flere af hendes ansatte bor ikke i Hjørring, men tager turen fra f.eks. Nørresundby eller Frederikshavn.
- Men her ligger vi i Hjørring stadig indenfor rimelig køreafstand. En halv times køretid er acceptabelt for de fleste, hvis vi kan tilbyde de arbejdsforhold, som de søger, siger 41-årige Pia Rosenlund Rasmussen.
Hun kommer selv fra Vendsyssel, og der var ingen tvivl om, at hun ville tilbage efter endt uddannelse i Århus.
- Jeg tog min mand med til Århus, men vi var også enige om, at vi ville tilbage til vores netværk og vores planer om at bo på landet, siger Pia Rosenlund Rasmussen, der bor med sin familie i Skallerup.