Rideklubben SRV Tyrsig søsætter et nyt hold, hvor det meget handler om samvær med heste.
Livet her

Nu kan man gå til hest i Sindal - nyt hold får fokus på samvær med hestene

26. september 2022 kl. 14:01

Rideklubben SRV Tyrsig i Sindal er klar til at gøre ridedrømmen til virkelighed for en ny flok børn. De er nu klar til sæsonstart med et nyt begynderhold. Holdet starter til oktober og kører hver torsdag fra kl. 16 til kl. 17.

Det oplyser rideklubben i en pressemeddelelse.

- Rigtig mange børn går rundt med drømmen om at ride og at gå til hest, som man siger, men det kan måske også virke lidt uoverskueligt at komme i gang, oplyser Heidi Holm, der er daglig leder af Rideklubben SRV Tyrsig.

Heidi Holm understreger, at SRV Tyrsig derfor forsøger at gøre det så enkelt og så let som muligt at komme i gang.

- Vi har skoleheste og de ting, der skal til for at komme i gang, og man kan komme her og være med – også selv om man aldrig har prøvet at klappe en hest i virkeligheden før.

"Gå til hest" hedder et nyt hol i Sindal.

Undervisningen på SRV Tyrsigs ”Gå-til-hest”-hold er således helt grundlæggende undervisning i, hvordan man omgås heste.

- Vi lægger vægt på samvær med hestene. Vi strigler, fletter og nusser om hestene. Dernæst lærer børnene naturligvis også noget om at lægge sadel på en hest, og selvfølgelig rider vi også, men ikke nødvendigvis hver gang, for i første omgang er det vigtigste at blive fortrolig med hestene, oplyser Heidi Holm.

Man skal mindst være seks år for at starte på klubbens ”Gå-til-hest”-hold.

- Og så skal man bare have lyst til heste og ridning, for resten klarer vi, oplyser Heidi Holm, der selv er en meget erfaren rytter, underviser og rideskoleleder.

Annonceret indhold

Nyeste