"Trut-Jørgen" og Jens Ole spiller solen ned
Det kan godt være, at Nr. Lyngby ikke kan tilbyde samme byliv som eksempelvis Løkken, Lønstrup eller Blokhus - men den lille kystby nord for Løkken kan så meget andet.
Udover en helt fantastisk natur, den smukke strand med Vesterhavet foran den stejle klint, og de anlagte Nr. Lyngby Søer, som blev indviet i maj 2022, så har området også en købmand og en pub.
På pubben, Fishermans Rest, har beboerne i området igennem mange år haft en uskreven aftale om at mødes hver fredag fra kl. 16.00 og et par timer frem, når man har tid og lyst.
Man behøver ikke at komme hver gang, men hvis man møder op, så kan man altid opleve, at hyggen er i højsædet, mens man også kan nyde det spændende udvalg af øl.
Snakken går, eller den seneste sladder om man vil, og traditionen med at mødes hver fredag er fortsat efter, at pubben i foråret 2022 blev overtaget af Henrik og Marlene Bruun.
'Trut-Jørgen'
Blandt nogle af beboerne, som ret jævnligt kommer til mødet om fredagen, er blandt andet musikeren, Jens Ole Jensen, og den pensionerede lærer, Jørgen Jørgensen.
For mange i området er sidstnævnte også kendt som 'Trut-Jørgen' - det kommer sig af, at han stort set hver aften ved solnedgang spiller på sin trompet mellem pub og skrænt.
Oplevelsen er over tid blevet en smuk tradition - således holder de mange bands, der gæster pubben med musik i topklasse, typisk pause i sættene, mens solen truttes ned.