Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hirtshals Operafestival er klar til åbning med fællessang, foredrag og en helt ny Operabjesk

29. august 2026 kl. 14.02

HIRTSHALS: Hirtshals Operafestival – sange om krig og fred afvikles 1.-6. september 2026, og publikum kan se frem til en festival, hvor musik, historie og lokale oplevelser går hånd i hånd.

Som et resultat af det nye samarbejde mellem Hirtshals Operafestival og Vendsyssel Historiske Museum lanceres en helt ny Operabjesk.

Operabjesken er produceret i et oplag på 200 flasker og sælges til 125 kroner stykket. Den kan købes under festivalen samt på Hirtshals Museum og hos Bog & Idé i Hirtshals.

Museumsinspektør Chrestina Dahl fortæller, at bjesken er fremstillet på Aalborg Klar Snaps og krydret med lyng, røllike, blodrod og en smule malurt.

Billede beskrivelse

Festivalen byder også på flere arrangementer med historiske perspektiver. Mandag den 1. september inviterer formidlingschef Jens-Christian Hansen til foredrag og fællessang i Hirtshals Kirkecenter fra klokken 14.30 til 15.30. Her sættes fokus på besættelsestidens sangskat, og deltagerne får både historien bag sangene og mulighed for selv at synge med.

Til lejligheden har Jens-Christian Hansen udarbejdet et særligt sanghæfte med nogle af periodens mest kendte og elskede sange. Ved klaveret sidder Hirtshals Kirkes organist Anton Schmidt-Jacobsen. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Også Hirtshals Skole er igen en del af operafestivalen. Torsdag den 3. september besøger skolens 4. klasse bunkerne ved Hirtshals Fyr, hvor Lone Venderby fra Hjørring Kommunes skoletjeneste fortæller om livet under besættelsen.

Inspireret af fortællingerne og et af bunkermalerierne skaber eleverne deres egne billedfortællinger, som efterfølgende udstilles i madpakkehuset ved fyret.

Samme dag fra klokken 14.30 til 15.30 inviteres alle interesserede til saftevandsfernisering, hvor børnenes værker præsenteres.

Lørdag den 5. september fortsætter samarbejdet med Vendsyssel Historiske Museum.

Efter operafestivalens traditionsrige open air-koncert ved Hirtshals Fyr fortæller Jens-Christian Hansen om Hirtshals’ betydning under besættelsen og om det omfattende bunkerbyggeri. Også dette arrangement er gratis.

Der er fortsat billetter til salg til festivalens tre indendørskoncerter: Masterclasskoncerten torsdag den 3. september, gallakoncerten lørdag den 5. september – hvor der også kan tilkøbes buffet – samt operamatinéen søndag den 6. september.

- Vi håber på udsolgte koncerter ligesom de foregående år og glæder os til at byde alle medvirkende velkommen til Danmarks smukkest beliggende operafestival, siger festivalleder Lisbet Hvid Hermansen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste