Billede beskrivelse

Padel skabte glæde og fællesskab for mænd med prostatakræft

15. december 2025 kl. 11.02

HJØRRING: En formiddag i sportens tegn hos Padel Club Hjørring gav smil på læben og styrket sammenhold blandt deltagere fra Prostatakræftforeningen PROPA.

Det fortæller arrangørerne. 

En grå novembermorgen stod en gruppe mænd fra Prostatakræftforeningen PROPA foran en anonym dør i et tidligere industrikompleks på Frederikshavnsvej i Hjørring. Det var første gang, de besøgte Padel Club Hjørring, og nysgerrigheden var til at tage og føle på.

Bag den beskedne indgang ventede lyse, moderne faciliteter og et varmt velkommen. Formålet med dagen var at give deltagerne en positiv oplevelse med bevægelse, grin og samvær – et tiltrængt pusterum midt i hverdagen med sygdom.

Dagen begyndte i klubbens café, hvor der blev serveret kaffe, te, juice og rundstykker. Stemningen var afslappet og præget af hygge og livlig snak, ikke mindst fordi mange kendte hinanden fra de ugentlige træningssessioner i Hjørring Kommunes Sundhedscenter. Der blev både joket og delt erfaringer – blandt andet om sygehusbesøg og kontrolforløb.

Billede beskrivelse

Centerleder Martin bød velkommen og introducerede padelsporten med stort engagement. For de fleste var det første møde med sporten, som stadig er forholdsvis ny i Danmark. Efter omklædning blev deltagerne udstyret med padelbats og bolde, og de indtog banerne, der er indrammet af glas og metalnet som foreskrevet i reglerne.

Spillet begyndte forsigtigt, men hurtigt bredte smil og grin sig. Selvom boldene i starten røg i nettet eller udenfor banen, var stemningen præget af entusiasme og legelyst. Efterhånden som tiden gik, blev spillet mere flydende, og flere regler kom i spil.

Da tiden var gået, havde alle røde kinder, sved på panden og brede smil. Samværet fortsatte i omklædningsrummet, hvor snakken gik lystigt, før deltagerne vendte hjem – berigede med en fælles oplevelse og et friskt pust midt i en kræftpræget hverdag.

Padel Club Hjørring leverede ikke blot motion, men også et stærkt bidrag til livskvaliteten hos en gruppe mænd, der hver dag kæmper med følgerne af prostatakræft.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste