Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokale piloter gav syge børn og børn med særlige behov en lørdag fyldt med grin og glæde

28. juli 2026 kl. 06.03

SINDAL: 20-årige Mads Lundholm fra Skagen er blind, men det forhindrede ham på ingen måde i at have en fantastisk tur i en firpersoners flyvemaskine. Han mærkede nemlig turen med resten af kroppen, og han fik også lokket pilot Kathrine Baggesen til at lave en rutsjebanetur.

Billede beskrivelse

- Så nu hedder hun Kathrine Loop, sagde han fornøjet, da han kom ned sammen med sin mor, Pia.

50 børn og forældre fik en særlig dag

Omkring 50 børn og voksne deltog i dagen, som for tredje gang blev arrangeret i et samarbejde mellem Sindal Flyveklub og Kids Aid. Organisationen arbejder for at give syge børn og børn med særlige behov gode og mindeværdige oplevelser.

Billede beskrivelse

Smilene var da også brede hos både børn og voksne: Forventningsfulde smil, når de kravlede op i de tre flyvemaskiner, og brede smil, når de kom ud igen.

Bare børn for en dag

Og dét er præcis formålet, fortæller Jesper Pedersen, initiativtager og kasserer i Sindal Flyveklub, og som sammen med en lang række af klubbens medlemmer stod for at afvikle dagen.

- I dag er de bare børn, der skal prøve noget, de aldrig har prøvet før, sagde han.

Billede beskrivelse

Børnene fik udleveret boardingkort inden turen, og efterfølgende var der både et fint gult emblem og et diplom med flytype og navnet på barnet og piloten til alle. Spar Nord Hjørring havde desuden sponsoreret en hoppeborg, der også blev brugt flittigt hele dagen.

Piloterne stod klar og nød det mindst lige så meget

Hos piloterne, der alle fulgte den samme rute ind over Hjørring mod Hirtshals og tilbage over Tversted, var der ikke mindre glæde at spore. Anders Jensen, Knud Andersen og Ole Baggesen har alle stillet sig selv og deres fly til rådighed ved lignende arrangementer, og de stillede også op uden at tøve denne gang.

En kæmpe oplevelse også for en garvet pilot, lød det samstemmende.

Billede beskrivelse

- Der er helt, helt stille i cockpittet, når vi letter, men når de så kommer ned, så skal jeg love for, at der kommer gang i snakken, smilede Anders Jensen.

- Det er jo ikke bare en fridag for børnene, det her. Det er en fridag for hele familien, sagde Knud Andersen efter en lang række ture i sin hvide Piper med kaldenavnet OY BLO.

Pilot Karsten Mose, der var med for første gang, var enig.

- Det er altid sjovt at flyve med børn, men denne her flok har nu været noget helt særligt, sagde han.

Sigurd ringede hjem med det samme

Familien Langballe fra Djursland havde glædet sig, og da turen var overstået, kunne 13-årige Sigurd slet ikke vente med at ringe til sin bedstefar for glædestrålende at fortælle om sin oplevelse over Vendsyssel.

Billede beskrivelse

- Jeg er SÅ stolt af dig, lød det i den anden ende.

Far Morten og mor Trine var da heller ikke i tvivl om, at de er klar en anden gang.

- Det her kører vi meget gerne efter, sagde de.

Katrine Loop og en labrador på vej

Efter en lang dag var der briefing, og Kathrine Baggesen konstaterede med et smil, at hun nu havde fået et nyt navn.

Billede beskrivelse

- Katrine Loop. Det kan da noget, konstaterede hun.

Jesper Pedersen er også klar til at stå for et lignende arrangement.

- I år indførte vi boardingkort, diplomer og et lille fly til børnene. Vi er slet ikke færdige med at udvikle arrangementet, og det kan være, at jeg tager min sorte labrador med næste år. Så kan han agere told- og narkohund, når de checker ind, sagde han med et smil.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste