Hjørrings guld-murer drømmer om at træne nye talenter
HJØRRING: Der er stille her på villavejen et sted i Hjørring. Stilheden bliver kun brudt af den ensformige lyd af fugemasse, der bliver blandet i en spand.
Lidt af en kontrast til det hektiske konkurrencemiljø, Kristian Bak Hansen for få dage siden var en del af ved World Skills i Lyon i Frankrig. Her vandt han som bekendt Danmarks første guldmedalje i 13 år, og det betød fejring på Hjørring Stadion og en enorm interesse fra alle sider.
Det har været vildt, fortæller den 22-årige flisemurer, der til dagligt er ansat i Hæstrup Murerforretning ApS, hvor han blev udlært sidste år. Også vildere end han havde fantasi til at forestille sig.
Konkurrencen i Lyon, hvor der var masser af tilskuere, der så på, var vild i sig selv. Men bagefter har telefonen kimet og kimet.
– Der har ringet journalister, skoler, der vil have besøg af mig og folk, der ville sige tillykke. Interessen har været enorm, og det det havde jeg nok ikke helt set komme, siger han.
Han smiler lidt.
- Faktisk var min mester, Daniel, lidt imponeret over, hvor god, jeg har været til at takle alle de kameraer og spørgsmål, siger Kristian Bak Hansen med et smil.
Kristian Bak Hansen har i perioden op til konkurrencen haft omkring 2000 træningstimer på EUC Nord, og han lægger ikke skjul på, at der ligger et særdeles stort vinder-gen gemt i den unge Vendelbo.
Han ryster lidt på hovedet.
– Jeg går altid efter at vinde, om det så er i brætspil med min kæreste, griner han.
Det har derfor også været mere end godt tilfreds med, at det endte med en guldmedalje.
– Det er jo sidste år, jeg kan være med på grund af aldersgrænsen på 22 år. Jeg gik efter at få en podieplads, og det fik jeg jo så, siger han.
Nu glæder han sig over, at hverdagen så småt er vendt tilbage. Selvom han ikke selv stiller op næste år, så har han ikke helt tænkt sig at slippe konkurrence-verdenen.
– Jeg kan godt se mig selv som landstræner, der træner kommende deltagere – både i det faglige, men også i, hvordan de skal takle alt det, der sker, når man stiller op i sådan en stor konkurrence, siger han.
Han rører lidt i massen i spanden.
– Nu tror jeg lige, at jeg skal have lidt tid, hvor jeg bare har sådan en helt almindelig arbejdsdag. Så ser vi, hvad fremtiden bringer.
– Men jeg kunne nu godt se mig selv give andre den kæmpe oplevelse, jeg selv har haft.