Seneste nyt
Billede beskrivelse

Frivillige blev hyldet ved stor hjælperfest i Astrup

30. september 2026 kl. 06.02
Opdateret kl. 09.07

ASTRUP: Fredag blev de frivillige takket ved årets Dana Cup-hjælperfest i Astrup Sønderskov IF og AS-Fri Event, støtteforeningen til Astrup Sønderskov Friskoles støtteforening.

Det oplyser holdet bag Dana Cup-hjælperfesten i en pressemeddelelse.

Det blev en hyggelig aften med rekordmange tilmeldte. 

Cafeteriet var fyldt med børn, teenagere, voksne og pensionister, der sammen var med til at kåre Årets Dana-Cupper under 18 år og Årets Dana-Cupper over 18 år.

I kategorien under 18 år blev 12-årige Lucas kåret.

- Vinderen er et barn, der hen over Dana Cup-ugen gennemgik en kæmpe udvikling. Han startede lidt forsigtigt, men sluttede af med bare at sparke røv hele vejen igennem, lød ordene ved kåringen.

Blandt de voksne gik hæderen til Majken.

- Hun er en, man altid kan regne med, og en, man kan stole på, lød begrundelsen.

Majken har faktisk selv været initiativtager til kåringen, fordi hendes hjerte brænder for de frivillige, og hun mener, at ildsjælene skal hyldes. At stemmerne denne gang pegede på hende selv, havde hun slet ikke set komme.

Samarbejdet mellem skolens støtteforening og idrætsforeningen har genereret et tilfredsstillende overskud, som skal deles mellem de to foreninger.

Der lyder en stor tak til Fårup Sommerland, Skallerup Seaside Resort, Hos Louise, Supervin Hjørring, Dagli'Brugsen Mosbjerg, AZ og McDonald's Hjørring for gaverne til Årets Dana-Cuppere 2026.

Crewet takker desuden Bones i Hjørring og Det Blå Hus i Brønderslev for mad og kage.

Planlægningen af næste år er allerede i gang, og der lyder samtidig en stor tak til alle de frivillige for deres indsats.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste