Seneste nyt
Billede beskrivelse

I dag starter helt særlig momskampagne i dagligvarekæde

27. september 2026 kl. 06.00

NORDJYLLAND: Det er én af de mere varme kartofler i dansk politik for tiden - momsen på fødevarer. 

Flere gange tidligere har nogle af de danske dagligvarekæder sparket til debatten med konkrete priskampagner, hvor netop momsen er fjernet på frugt og grønt. 

Og nu gør 365discount-kæden det igen i sine butikker landet over. 

Sådan lyder det i en pressemeddelelse. 

Fra i dag - søndag 27. september - og de næste ti søndage frem fjerner 365discount momsen, svarende til 20 procent, på alle frugt og grønt-produkter.

- Politikerne har jo meldt ud, at de vil halvere momsen på fødevare og helt fjerne den på frugt og grønt. Og det er vi glade for i 365discount. Så når vi i år sænker priserne med 20 procent på frisk frugt og grønt, svarende til momsen, handler det i høj grad om at fejre de momsnedsættelser, vi regner med, er på vej, siger Michael Tilsted, der er kædedirektør for 365discount. 

Tidligere har dagligvarekæden oplevet et stigende salg af frugt og grønt i tidligere priskampagner, hvor også netop momsen er blevet fjernet helt.

Samme tendens forventer direktøren i år.

- Vores kunder plejer at tage rigtig godt imod vores momskampagner. Det giver dem nogle gode besparelser her og nu, men vi får også ros for, at vi engagerer os i debatten om lavere moms på fødevarer, især frugt og grønt, og at vi har investeret i at vise politikerne, at lavere moms gør det mere attraktivt for kunderne at tage sunde valg på indkøbsturen, siger han. 

Momskampagnen kører til og med søndag 29. november. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste