Frikirke fejrer 25 år: Folk bakker godt op om fællesskabet
HIRTSHALS: CenterKirken i Hirtshals fejrer 25 års jubilæum i 2025, hvor Punnoose Mathew fungerer som frimenighedspræst i kirken, der ligger på Nørregade 9a i Hirtshals.
Anni og Punnoose Mathew flyttede fra Grenå til Hirtshals i 1993 og har siden arbejdet med børn, der var tilknyttet frimenighedskirken samt Pinsemissionen i Hirtshals og Hjørring.
I år 2000 blev Anni og Punnoose Mathew tilknyttet CenterKirken i Hirtshals, hvor Punnoose Mathew indtog rollen som frimenighedspræst i kirken på Nørregade, og denne rolle varetager han stadig i dag.
CenterKirken i Hirtshals har en stor og mangfoldig menighed med medlemmer fra Afrika, Colombia, Færøerne og selvfølgelig Danmark.
- Vi er en stor menighed, som bakker godt op om fællesskabet i vores frimenighedskirke her i Hirtshals, fortæller Punnoose Mathew.
Han tilføjer, at der hver søndag klokken 10.30 er omkring 40 personer til gudstjeneste i CenterKirken.
Punnoose Mathew er oprindeligt fra det sydlige Indien.
- Der er mange palmetræer, og kun en halv times flyvning til nabolandet Sri Lanka. Ækvator ligger lidt sydligere i Det Indiske Ocean, så der er altid dejligt varmt i de områder, hvor jeg kommer fra, fortæller Punnoose Mathew.