Efter 40 år på biblioteket skriver Bjarni stadig nye kapitler

TORNBY: Da Bjarni Åkesson Filholm står på Tornby Strand med et stykke drivtømmer i hænderne, ser han ikke bare et stykke træ, som havet har skyllet i land. 

Han ser en historie.

Hvor begyndte rejsen? Hvor længe har det ligget i havet? Hvilke havfugle har hvilet sig på det, og hvilke fisk har søgt ly under det? 

Tankerne bliver ved med at kredse om det solblegede stykke træ, og kort tid efter bliver de til sangen ’Drivtømmer’.

Det er måske den bedste måde at beskrive den 74-årige tidligere bibliotekar på. 

Hvor andre ser det umiddelbare, ser Bjarni fortællinger. 

Det har han gjort hele livet - både som bibliotekar, forfatter og komponist.

Fra Færøerne til Hjørring

Historien begyndte langt fra Vendsyssel. 

Bjarni blev født på Færøerne, men familien flyttede til Bornholm, da han var fire år gammel. 

Her voksede han op omgivet af hav, natur og en spirende interesse for litteratur og musik.

Efter studentereksamen førte interessen ham til Danmarks Biblioteksskole i København.

Mange af studiekammeraterne blev i hovedstaden efter endt uddannelse, men Bjarni længtes den anden vej. 

Familien havde rødder i Vendsyssel, og da der opstod en mulighed for først at arbejde i Frederikshavn og siden få en stilling på Hjørring Bibliotek, tøvede han ikke.

Det blev begyndelsen på et arbejdsliv, der kom til at vare 40 år.

- Jeg har været meget, meget glad for at være bibliotekar. Der har næsten ikke været en dag, hvor jeg har følt, at jeg var det forkerte sted, fortæller han.

For ham var biblioteket langt mere end en arbejdsplads. 

Det var et sted, hvor han hver dag kunne beskæftige sig med det, han selv brændte for - bøger, musik, kultur og mennesker.

- Min datter sagde engang, at jeg havde et Disney-job. Hun syntes jo bare, at jeg havde det sjovt hele tiden. Og sådan føltes det faktisk også.

Beatles reddede ham fra sporten

Musikken kom tidligt ind i Bjarnis liv. 

Som dreng blev han grebet af Elvis Presley, men det var mødet med Beatles, der for alvor satte gang i retningen. 

En klassekammerat lærte ham ikke blot at høre musik, men at lytte. 

Sammen sad de og fulgte trommerne gennem en hel sang, lyttede efter bassen og opdagede de små detaljer i musikken.

Kort efter stod Bjarni selv med en guitar i hænderne.

- Beatles og musikken reddede mig fra sporten, siger han med et grin.

Mens mange andre drenge brugte fritiden på fodboldbanen, brugte han timer på at øve sig, spille sammen med andre og fordybe sig i både klassisk guitar og kammermusik.

Musikken fulgte ham gennem ungdommen, studietiden og voksenlivet og blev ved med at være et kreativt frirum, også selvom familieliv og arbejde fyldte mest.

Han beskriver stadig oplevelsen af at skrive musik som noget næsten uforklarligt.

- Det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og regner den ud. Jeg hører musikken, og så er det næsten, som om fingrene fortæller mig, hvor de skal hen.

Egne historier

Selv om han arbejdede blandt bøger hver eneste dag, gik der mange år, før han selv blev forfatter.

Det begyndte med bøger om søfart - et emne, der havde fulgt ham siden barndommen.

Han skrev blandt andet om de færøske passagerskibe, Bornholms rutebåde og senere flere maritime fortællinger, hvor det ikke var skibenes tekniske data, der interesserede ham mest. 

Det var menneskene, stemningerne og tiden de sejlede i. Den tilgang har fulgt ham lige siden.

Senere kastede han sig over skønlitteraturen med romanen ’Drømmerig’, som fik en flot modtagelse, og i dag ligger fortsættelsen færdig og venter på rette forlag.

Sideløbende skriver han digte og komponerer musik. 

Flere af sangene kan findes på Spotify.

Et liv med tid til det vigtigste

Da pensionen nærmede sig, frygtede Bjarni aldrig, at han ville komme til at kede sig. Tværtimod.

- Jeg gik fra mit drømmejob til min drømmepension.

Han havde forestillet sig, at han ville skrive endnu mere, men sådan er det ikke helt blevet. 

Inspirationen kommer ikke nødvendigvis oftere, bare fordi der er mere tid.

Til gengæld er der kommet andet ind i livet, som betyder mindst lige så meget - børnebørnene.

Nogle af dem bor få huse væk, og døren mellem familierne står næsten altid åben.

- Det er næsten, som om vores hus bare er blevet en tilbygning til deres, siger han med et stort smil.

Han nyder at fortælle historier, lytte til deres oplevelser og være den bedsteforælder, der har tid. 

Tid til at spørge ind. 

Tid til at undre sig sammen med dem. 

Tid til bare at være.

Historierne fortsætter

Når man taler med Bjarni, får man hurtigt en fornemmelse af, at han aldrig bliver færdig med at skabe.

Måske kommer der en ny roman - måske endnu en sang. 

Måske opstår næste idé på en gåtur gennem skoven eller ved vandkanten.

Han beskriver selv, hvordan inspirationen ikke kan tvinges frem. 

Den kommer, når den vil.

Ligesom et stykke drivtømmer, der en dag skyller op på stranden med en hel historie gemt i sig.

Og måske er det derfor, Bjarni stadig skriver. 

Ikke fordi han føler, at han skal, men fordi han stadig bliver nysgerrig.