Billede beskrivelse

80 år: Nysgerrigheden driver fortsat Dana Cups pressemand

03. september 2024 kl. 14.02

HJØRRING: Fredag fejrede Torben Vandsted, pressemand og bestyrelsesmedlem hos Dana Cup og Fortuna sin 80-års fødselsdag.

Det skete i hans vante rammer i Fortunas klubhus med besøg af venner, forbindelser, familie og kollegaer gennem årene.

Billede beskrivelse

Jette Andersen, der er direktør i Dana Cup, har kendt Torben Vandsted siden Dana Cups start, hvor han var journalist på Vendsyssel Tidende i Hjørring.

At han har engageret sig, som han har gjort i blandt andet Dana Cup, har været en stor fordel for både Dana Cup, men også Fortuna, mener hun.

Billede beskrivelse

– Torben er jo sådan én med en utrættelig vilje til at få ting til at ske, og han har også været en solid klippe, når der en gang imellem har været nogle trælse episoder, der skulle håndteres i forhold til blandt andet pressen, sagde hun.

– Han har jo den der nysgerrighed, der gør, at han ikke er bange for at kaste sig over noget nyt. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at det er ham, der har stået i spidsen for, at vi i år kunne streame fra 22 fodboldbaner til Dana Cup, sagde hun.

Hun fremhævede også, at Torben Vandsteds hjerte banker varmt for Fortuna.

Billede beskrivelse

– Han ser jo alle deres kampe, og han var også med til Champions League. Og så ved de, at de altid kan komme til ham, fortalte hun.

Spillerne var helt enige, og de kvitterede med en fodboldtrøje i klubfarverne. Selvfølgelig med spillenummeret 80 og Torbens Vandsteds navn på ryggen.

Billede beskrivelse

Selv tog fødselaren sig tid til at tale med alle. Det gjaldt også den lokale presse – selvom flere gæster mente, at den historie kunne han da garanteret skrive meget bedre selv.

Torben Vandsted lagde ikke skjul på, at han elsker sit arbejde.

– Når jeg for eksempel kommer og har en idé om, at vi skal til at streame kampene til Dana Cup, jamen så får jeg lov. Det er en kæmpe motivationsfaktor for mig, sagde han.

Billede beskrivelse

Han har derfor heller ingen planer om at stoppe lige foreløbig.

- Jeg bliver ved så længe, de vil have mig, og så håber jeg selvfølgelig, at der er nogen, der lidt diskret fortæller mig, når det er tid til en udskiftning, sagde han med et stort smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste