Fra gammel drøm til egen burgerbar: Camilla satser på kvalitet i Tårs
TÅRS: For Camilla Hørlück har drømmen om at få sit eget sted været undervejs længe.
Den 1. juli blev den til virkelighed, da hun slog dørene op til Burgers i Tårs. Et sted, hvor næsten alt laves fra bunden, og hvor kvalitet vægtes højere end hurtige løsninger.
Vejen dertil har dog langt fra været snorlige.
- Jeg har arbejdet med burgere i mange år, men har aldrig haft mit eget sted. Det har jeg længe drømt om, fortæller Camilla.
Tilfældigheder førte til Tårs
Det var ikke planen, at burgerdrømmen skulle udleves i Tårs.
Camilla havde først kig på et andet lokale, men da det ikke lykkedes, faldt hun over bygningen i Tårs, da hun kørte gennem byen sammen med sin mand.
- Der stod ’til leje’ på vinduerne. Vi kiggede og kunne se mulighederne med det samme.
Lokalerne havde tidligere huset et pizzeria, men havde stået tomme længere tid. Derfor ventede også en del arbejde, inden de første burgere kunne serveres.
Udfordringer lige til det sidste
Op til åbningen bød de sidste uger på flere uforudsete udfordringer. Flere af de maskiner, der blev leveret, var beskadigede eller fungerede ikke.
- Jeg måtte sende det retur. På et tidspunkt var jeg faktisk i tvivl om, om vi kunne nå at åbne som planlagt.
Heldigvis lykkedes det at få de sidste brikker på plads.
Kød, opskrifter og friske råvarer
Hos Burgers er ambitionen, at gæsterne skal kunne smage forskellen.
Opskrifterne er udviklet gennem flere år, og råvarerne skal være friske.
- Jeg vil kunne stå inde for det, vi serverer. Derfor laver vi så meget som muligt selv, og kvaliteten skal være den samme hver gang.
Hun har samtidig valgt en bevidst strategi.
- Jeg tager ikke imod flere bestillinger, end jeg kan følge med til. Jeg vil hellere bruge den tid, der skal til, så gæsterne får en god oplevelse.
Gæsterne vender tilbage
Selvom dørene kun har været åbne i kort tid, har Camilla allerede lagt mærke til noget, der gør hende ekstra glad.
- Jeg har allerede haft flere gæster, der er kommet igen. Det betyder virkelig meget.
De mange positive tilbagemeldinger giver tro på, at satsningen var den rigtige.
- Jeg er stolt af, at jeg har taget springet og gjort drømmen til virkelighed.