Aurions grundlægger fyldte 75 år
HJØRRING: Medarbejderne på Aurion fejrede virksomhedens grundlægger Jørn Ussing Larsens 75-års fødselsdag.
Hermed kippede de med flaget for en stor personlighed og en pioner inden for økologien, fremhævede de i et opslag på Facebook.
- Jørns betydning for økologien i Danmark og for 100 procent rene biodynamiske og økologiske kornprodukter er uden sidestykke, lød det.
I opslaget fortælles historien om, at da en lille gruppe forbrugere i Hjørring tilbage i 1974 åbnede Butikken Aurion, var det på baggrund af et ønske om at få biodynamiske og ikke sprøjtede fødevarer på hylderne.
Jørn havde en klar vision med Butikken Aurion: han ville give forbrugerne bedre frugt og grønt og ikke mindst brød. Kvalitet koster, det vidste han, så med et glimt i øjet lød butikkens motto: udsalg - humørpriser - tilbud - hurrapriser - findes IKKE i Aurion!
Dengang var der ganske få, der troede på projektet, men butikken, som i dag hedder Kornets Butik, lever i bedste velgående og kan til oktober fejre 50-års jubilæum.
I 1980 købte Jørn og Inger det lille husmandssted Melbæk på Guldagervej og indrettede Aurions bageri i en tidligere lade. Senere kom mølleriet til med de østrigske stenkværne; der kom en vindmølle på taget; et Stokerfyr til opvarmning med speltskaller; glutenfri produktion og meget mere. Arbejdstimer har Jørn aldrig talt, og der er gået mange tusind kilometer på de lange gange i Aurion.
I 1992 fik Jørn mere eller mindre en åbenbaring: han fik noget spelt i hænderne og begyndte at bage med det. Det blev starten på en livslang kærlighed til og interesse for de gamle oldtidskornsorter og nordiske landsorter. Jørn blev kaldt Mr. Spelt, og senere kom enkorn, emmer, dalarhvede, svedjerug og mange flere spændende korn til.
Man kan ikke sige Jørn uden også at sige Inger. Inger og Jørn er uadskillelige, og de har hele livet arbejdet utrætteligt side om side i Aurion. I dag nyder de begge at deltage i aktiviteterne i Kornets Hus, som er realiseringen af Jørns store drøm, nemlig et oplevelseshus med kornet i centrum.
Opslaget slutter med Jørn Ussing Larsens egne ord:
- Der er gået mel i blodårene. De gamle kornarter er blevet mit livstema.