Billede beskrivelse

Win-win situation at smide tøjet i Hirtshals

Røde Kors Hirtshals opfordrer folk til at give brugt tøj til Smid Tøjet kampagne

23. marts 2019 kl. 07.42

HIRTSHALS: Røde Kors i Hirtshals opfordrer til, at man donerer sit brugte tøj i den landsdækkende Smid Tøjet kampagne, som starter den 1. april. På den måde kan man være med til at støtte Røde Kors’ arbejde for udsatte og sårbare mennesker.

Mange kan nikke genkendende til tøjstykker og sko, som har samlet støv lidt for længe i klædeskabet.

Nu er det igen tid til at rydde op i garderoben. Fra den 1.- 13. april kan alle donere det brugte tøj til Røde Kors i Hirtshals i forbindelse med den landsdækkende Smid Tøjet kampagne.

- Det er ren win-win. Du kommer af med dit brugte tøj, og så er du med til at støtte Røde Kors’ arbejde for udsatte og sårbare mennesker, blandt andet her i Hirtshals, siger Kirsten Arlington, butiksleder i Røde Kors Butik Hirtshals.

I Hirtshals støtter Røde Kors for eksempel via julehjælp til udsatte børnefamilier og psykisk syge, og der arrangeres sommerlejre til de lokale børn og unge.

- Det er vigtigt for os at kunne hjælpe mennesker i vores eget lokalmiljø, der befinder sig i en sårbar situation, fortæller Kirsten Arlington.

Derfor håber hun, at mange vil kigge forbi butikken i kampagne-ugerne med det tøj, de ikke længere bruger, så Røde Kors i Hirtshals kan fortætte deres mange aktiviteter.

Samlet oplever Røde Kors et stigende behov for hjælp til familier i Danmark, lige som flere og flere mennesker lever alene, måske uden en fast bopæl og måske uden venner og pårørende.

Her arbejder Røde Kors for at styrke fællesskab og glæde og bryde isolationen og ensomheden.

Næsten alt tøj kan bruges. Når man donerer sit tøj, får andre mulighed for at købe godt tøj til en god pris, og på den måde støtter man selv og mulige købere en god sag.

Røde Kors tager imod både tøj, sko og tekstiler såsom gardiner, lagner og håndklæder, blot må det ikke være snavset eller vådt.

Det gode og brugbare tøj og fodtøj bliver solgt i Røde Kors’ genbrugsbutikker over hele landet. Tøj, som ikke kan sælges i butikkerne, bliver solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre.

Sidste år gav overskuddet fra salg af genbrugstøj over 66 mio. kroner til Røde Kors’ nationale og internationale hjælpearbejde.

- Man har naturligvis mulighed for at aflevere sit brugte tøj til Røde Kors hele året rundt, men Smid Tøjet kampagnen er en god anledning til at få ryddet godt op i klædeskabet og samtidig støtte en god sag, siger butiksleder Kirsten Arlington.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste