Visens Venner på Vendsyssel Teater
Så er den nye sæson skudt i gang i Visens Venner.
Det første arrangement er et samarbejde mellem Hjørring og Aalborgs Visens Venner-foreninger, og det foregår i Vendsyssel Teaters musiksal mandag 9. oktober klokken 19.
Det bliver et cirka to timers spændende og varieret program med et bredt udvalg af viser fra blandt andet den danske revy-skat.
Disse bliver sunget af 11 solister fra de to foreninger, og de vil hver især give deres personlige fortolkning af viserne.
Endvidere er der flere fællessange, som publikum kan synge med på.
Af de 28 både nye og gamle viser, der er på programmet, kan blandt andet nævnes "Rundfart i visernes verden", "Nyboders pris", "Halleluja", "Sådan en aften sku´ man være tyve år" samt "Kærlighed og kronvildt".
Aftenen har som tema: "Fortællinger i sang og musik".
Det koster 60 kroner at deltage og alle er velkommen.
Hjørring Vise Venners har base i Bistrupkirken, og allerede 23. oktober klokken 19 er dér igen viseaften, hvor temaet er "Sommersang".
Efterårssæsonen slutter 4. december med endnu en Vise-Venne-aften med julestemning.