Video: Rødderne i stemningsfuld Luciasang i Sindal Bykirke
Mange havde fundet vej ind i varmen i Sindal Bykirke til det smukke Luciaoptog på Luciadagen forleden. Sindal-Astrup kirkers kor Rødderne gik med levende lys gennem den mørklagte kirke, mens de nynnede Luciasangen. De tog opstilling i koret og sang ”Nu bæres lyset frem, stolt på din krone”.
Herefter sang menigheden ”Det første lys..” af Johannes Johansen. Sognepræst Iben Aldal fortalte om traditionerne med Luciadagen og prædikede over søndagens tekst og om budskabet for de fattige.
Menigheden sang ”Så hør dem da endnu engang”, og Rødderne sang ”Sikke dog et glædeligt budskab” af Sigurd Barrett. Organist Marianne H. Jakobsen akkompagnerede Marie Akobe, der spillede på tværfløjte. Til afslutning blev ”Nu tændes tusind julelys” sunget.
Efter gudstjenesten fik alle en pose med en af Musse Kristiansens berømte norske klejner, som kunne nydes hjemme til aftenkaffen.
Luciadagen startede som en fest for den katolske helgen Santa Lucia. Hendes navn betyder lys. Ifølge helgenhistorien var Lucia en ung kvinde, der levede tilbage i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien. Lucia var kristen i stedet for at følge den romerske religion på et tidspunkt, hvor det var forbudt at være kristen. Lucia sneg sig ud i natten for at dele mad ud til de fattige, og på hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se, samtidigt med hun brugte sine hænder. Myten fortæller, at hun blev henrettet for sin tro den 13. december.
På søndag den 20. december er der ”Syng julen ind” i Astrup Kirke klokken 14.30 og i Sindal Bykirke klokken 16. Alle er velkommen, men der skal reserveres plads forinden.