Vellykket markprøve i mildt forårsvejr
Jagtforeningerne i Sindal og Ugilt har lørdag den 24. februar afholdt deres årlige forårsmarkprøve for stående hønsehunde.
Vejret viste sig heldigvis fra sin absolut positive side med temperaturer på op til 7 grader, og der var let sydlig/sydøstlig vind, ligesom man også fik solen at se. Man startede med ca. 3 graders varme.
Terrænerne i Sindal og Lørslev var efter den ekstremt våde januar/februar meget fugtige. Men på trods heraf så man tilpas med agerhøns på dagen.
Der blev set ca. 40 agerhøns, og derudover også 3 skovsnepper. Der blev ligeledes set ca. 10 harer og rigtig mange rådyr, som man efterhånden kan møde overalt.
En meget stor tak skal naturligvis lyde til de mange lodsejere, som igen, år efter år, har stillet deres yderst velegnede marker til rådighed for den arealkrævende markprøve. Uden disse dejlige terræner var der ingen mulighed for at afholde prøven. Sådan lyder det fra arrangørerne.
Sidst på eftermiddagen samledes de 33 hundeførere til præmieuddelingen.
12 hundeførere ud af 33 (8 forskellige hunderacer) kunne drage stolte hjem med deres præmierede hunde. Det giver en præmieringsprocent på 36, et særdeles flot resultat.
Hundeførerne kom fra Skagen i nord til Tønder i syd – selv fra Læsø var der fremmøde.
Markprøven blev bedømt af de tre dommere: Niels Korsbæk Nielsen fra Fjerritslev, Claus Christensen fra Støvring og Henrik Larsen fra Bjergby.