Seneste nyt

Velkomst til nye borgere og foredrag i Tornby

25. januar 2018 kl. 08.57
Opdateret kl. 09.33

Det var i et fyldt Tornby Forsamlingshus, at Peter Kristensen fra Beboerforeningen bød fire nye tilflytterfamilier velkommen til Tornby. Både formanden Anne-Mette Skovgaard Pedersen og bestyrelsesmedlem Peter Kristensen udtrykte glæde over, at der nu igen flytter nye familier til Tornby. Alle fire familier var inviteret til velkomsten, men kun en enkelt familie Christina Kristholm Jørgensen, Frederik Christian Nielsen og deres lille søn Anker på 5 måneder kunne være til stede, så de modtog velkomsten på alles vegne.

Efter den festlige velkomst til de nye familier var der foredrag med Rikke Nielsen, der meget gribende fortalte om sit succesfulde liv som håndboldspiller og om sit engagement i LykkeLiga.

Nordjyske Rikke Nielsen er kendt af de fleste som en engageret håndboldspiller. Hun har spillet for Aalborg DH og i en enkelt sæson i den tyske klub HC Leipzig.

Rikke Nielsen fortalte også om hendes livs store udfordringer med en kræftknude i halsen og et barn født med Downs syndrom, og hvordan hun imødegik problemerne og kæmpede sig tilbage til livet. Efter kræftoperationen blev Rikke Nielsen erklæret rask, og nu bruger hun al sin tid til hendes store projekt Kidz, der er et håndboldhold for udviklingshæmmede børn, som hendes egen datter Magda. Rikke Nielsen startede holdet, da hun savnede et fritidstilbud til Magda. Det viste sig, at der var mange andre familier i Aalborg og omegn, der også savnede et tilbud til deres børn. Holdet er derfor blevet en bragende succes med 40 børn fra hele Nordjylland.

I dag er Rikke Nielsen også leder af den store bevægelse LykkeLiga, der er et positivt fællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier. Omdrejningspunktet er etablering og forening af de lokale håndboldhold for børn mellem 5 og 16 år. Samlet skaber holdene på en helt ny måde netværk for børnene og deres familier både på banen og udenfor.

For dette store arbejde er Rikke Nielsen her i januar blev hædret med prisen som "Årets forbillede" til DR’s store sportsprisfest.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste