Varmeforbrugernes bestyrelse er på plads
Repræsentantskabet for Hjørring Varmeforsyning har holdt møde for at vælge bestyrelse for den kommende fire års periode efter valget i efteråret 2017.
Repræsentantskabet genvalgte Flemming Simonsen, Jens Møller Lee, Willy Bjerregaard, Helmuth Zickert, Mariann Solholt Kristensen, og Leo Jensen, og nyvalgte Ole Søndergaard Ritter.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Flemming Simonsen som formand og Jens Møller Lee som næstformand.
Formand Flemming Simonsen orienterede om nogle af de udfordringer, der venter varmeforbrugerne i fremtiden.
Hjørring Varmeforsyning mister en årlig indtægt på 25 mio. kroner, når elpristillægget bortfalder 1. januar 2019.
- Udfordringen er fortsat at kunne holde rimelige priser, lød det fra formanden.
Han gjorde desuden opmærksom på, at Folketinget i december ved lov lavede nogle rammer for regnskabsaflæggelse.
- Formålet er at skabe effektiviseringer, men de lokale forventninger er, at det bliver en omkostningsbelastning uden den forventede effekt, lød det videre fra Flemming Simonsen.
Han gjorde ligeledes opmærksom på skærpede krav til håndtering af persondata - krav der stiller krav til administrationen.