Billede beskrivelse

Ungegarantien: Ungdommen stempler ind hos skiltemaleren, slår i bolledejen hos bageren, smeder det varme jern på fabrikken og slår hovedet på sømmet hos tømrermesteren

Virksomhederne i Ungegarantien i Hjørring Kommune går aktivt ind i arbejdet for at give unge indsigt i arbejdsmarkedet

25. december 2020 kl. 14.30

HJØRRING: I 2020 rundede Hjørring Kommune 100 garantipartnere - det vil sige virksomheder, som er klar til at forpligte sig til at samarbejde om Ungegarantien. Og de 100 garantipartnere har med al tydelighed vist, at partnerskabet bærer frugt: Tre ud af fire garantipartnere har haft en ung i erhvervspraktik, har deltaget i et skole- og virksomhedssamarbejde, haft en ung i støttet beskæftigelse eller ansat en ung.

De unge har stemplet ind hos skiltemaleren, slået i bolledejen hos bageren, smedet det varme jern på fabrikken, været hurtig på tasterne på kontoret og slået hovedet på sømmet hos tømrermesteren.

De unge er blevet klogere på dem selv og deres uddannelsesvej. Den store variation i forløb og virksomheder er en stor gevinst for de unge, der får afprøvet sig selv i vidt forskellige situationer.

De 100 garantipartnere kommer alle fra Hjørring Kommune, og de har taget et kæmpeansvar for at give de unge udsyn og indblik i virkeligheden:

Hver dag bliver unge og virksomheder bragt sammen gennem forskellige initiativer. Virksomhederne har allerede inviteret hundredvis af unge i erhvervspraktik, på virksomhedsbesøg og i job.

Masser af tilbud til unge

Virksomhederne har med stort engagement taget muligheden for at vise deres virksomheder og erhverv frem for de unge.

Lige nu er der opslået over 200 praktikmuligheder og 100 undervisningsforløb på hjemmesiden ungegarantien.dk, som står klar til de unge.

- Samtidig har jobcentret et fantastisk samarbejde om at få unge ledige ud i virksomhederne. Virksomhederne får hver dag vist, at der er gode muligheder for unge i Hjørring Kommune og tager ansvar for at skabe den fremtidige arbejdskraft, lyder det i en pressemeddelelse fra Jobcenteret.

Tre ud af fire virksomheder har været involveret i en eller anden form for samarbejde. Ti virksomheder har haft flere end ti forskellige aktiviteter og højdescoreren er helt oppe på 18 aktiviteter.

Stolte og glade

- Vi er stolte og glade over den entusiasme, garantipartnerne går ind i samarbejdet med, siger Ole Bendix, der er afdelingsleder for Jobcenter Hjørrings Virksomhedsservice.

- Vi ser frem til at udvide netværket med mindst 100 nye virksomheder og dermed nye muligheder for de unge i 2021. Og så skal vi have alle garantipartnerne inviteret med til aktiviteter, så de på den måde bliver en aktiv del af netværket, tilføjer han.

Virksomheder, der har lyst til at forpligte sig i Ungegarantien kontakt Jobcenteret på mail: virksomhed@hjoerring.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste