HJØRRING: På bare to uger er 13 elever fra Hjørring Ny 10. blevet meget klogere på brandslukning, redningsarbejde og samarbejde. De har nemlig alle deltaget i Projekt Junior Brandmand, hvor de har prøvet kræfter med både brand og redning. - Man lærer virkelig meget. Det har været hårdt men sjovt, lød det fra Marlon Correa, da eleverne sidste dag viste en øvelse med frigørelse af en person fra en forulykket bil. Og kammeraterne Jonas Stubbe og Mikkel Elneff var helt enige: - Det har været rigtig sjovt. Det er noget af det bedste jeg har prøve, lød det fra Jonas. - Det har været hårdt fysisk at skulle løfte så mange ting, men også psykisk - det handler om, at man ikke skal gå i panik, tilføjede Marlon Correa. Instruktørerne var yderst tilfredse med elevernes indsats, og gav dem verbale skulderklap med på vejen. Lærer Peter Green fra Hjørring Ny 10. konstaterer, at eleverne har lært en masse om redning. - Og de har lært en masse om sig selv. De har fået en masse sejre og masser af selvtillid, konkluderede han. - Mange af eleverne får et løft til at lærer endnu mere - ikke nødvendigvis inden for redning, men at lære mere i det hele taget. Beredskabschef Johannes Holm Iversen er ikke i tvivl om, at projektet er indsatsen værd. - Vi får vist de unge, at redningsfolk er til for at hjælpe os. Og vi har her 13 unge mennesker, der potentielt kan blive brandmænd - de kan blive frivillige i vores frivillige enhed allerede som 16-årige. Nogle af dem bliver måske deltidsbrandmænd, mens de studerer eller kommer tilbage til Hjørring og bosætter sig her og bliver brandmænd. Niels Nørhave, der er områdeleder i Falck, håber, at de unge har fået en god oplevelse. - Vi vil gerne vise de unge noget af det, vi arbejder med hver dag - og så håber vi at nogle af dem bliver interesseret i arbejdet. Borgmester Arne Boelt så elevernes afsluttende opvisning og overrakte dem deltagerbevis efter endt indsats. Forløbet var ikke langt nok til at eleverne kunne sikre sig et kursusbevis for grunduddannelsen, men de fik tilbud om at fuldende kurset i fritiden. Projektet Junior Brandmand er udarbejde i samarbejde mellem Hjørring Ungdomscenter, Falck og Nordjyllands Beredskab.