Trods nedrykning: Vil stadig være top 10-hold i Danmark
Storinvestor og bestyrelsesformand Jacob Andersen sender åbent brev efter weekendens nedtur for Vendsyssel FF
HJØRRING: Vendsyssel FF’s bestyrelsesformand Jacob Andersen har netop offentliggjort et brev til klubbens supportere og sponsorer. Her slår han fast, at nedrykningen - som blev en realitet efter 2-2 søndag mod Lyngby - ikke ændrer på klubbens langsigtede målsætning. Han skriver blandt andet:
”Da jeg tiltrådte som formand i januar 2017 var det med det formål, at gøre Vendsyssel FF til Superligaklub. Dette lykkedes vi med, endda før tid, men vi må desværre også erkende at vi ikke har været dygtige nok i første omgang, og må derfor, desværre, en tur retur til 1. division. Vi har i de sidste 2½ år fået bygget et fantastisk fundament og vi har som klub, organisation og virksomhed ”bygget på” måned efter måned. Det er derfor vi i dag bl.a. står med nogle af Danmarks bedste træningsfaciliteter i Vrå, et fantastisk nyt flot stadion samt en fankultur i kraftig udvikling. Vi har som klub, som organisation og som virksomhed i underholdningsindustrien lært rigtigt meget af det seneste år. Der er blevet taget mange beslutninger – gode som mindre gode – og det er læringen herfra vi tager med videre.
At Vendyssel FF spiller i 1. division i næste sæson ændrer ikke på vores målsætning på lang sigt, en målsætning som stadig er, at gøre Vendsyssel FF til et top-10 hold i Danmark. På trods af næste sæsons status som 1. divisionsklub er den økonomiske opbakning tilstede. Jeg (har) modtaget rigtig mange henvendelser fra sponsorer/samarbejdspartnere, som alle har tilkendegivet, at de også bakker op i næste sæson.
Det har aldrig været nemt at rykke op i Superligaen, men vi har gjort det før – og vi skal gøre det igen. Det fortjener I, det fortjener Hjørring og det fortjener hele Vendsyssel. Vi skal spille med om oprykning til Superligaen i den kommende sæson.”