Tornby i Bevægelse for Seniorer

02. september 2017 kl. 08.49

En initiativgruppe bestående af Henning Sigsgaard, Jørgen Dalsgaard, Inger Dalsgaard, Jytte Gade, Peter Skovgaard, Mona Jensen og Birthe Sørensen har i samarbejde med DGI startet begrebet "Tornby i Bevægelse for Seniorer", hvor seniorer på 60+ mødes i Tornbyhallen om tirsdagen til hyggeligt fællesskab med masser af motion, der er målrettet de ældre.

I tirsdags var der inviteret til informationsmøde, hvor chefkonsulent for Projekt- og udviklingsafdelingen i DGI Nordjylland Birthe Bach gav en fyldestgørende information til de omkring 60 fremmødte.

- Fysisk aktivitet er et vidundermiddel, der virker selv i små doser, og det er helt uden bivirkninger. Virkningen er betragtelig, selv hvis man starter i en sen alder. Da motion forebygger en række sygdomme i hjertet, knogler, stofskifte, muskler og led, håber jeg, at mange af Jer vil tage imod det gode initiativ, siger Birthe Bach.

Efter informationen udfyldte de fremmødte et skema, hvor de tilkendegav, hvilke former for motion de gerne vil deltage i. Det kan eksempelvis være: Gymnastik, Yoga, Gåture, Badminton, "Gå fodbold", Floorball, Bowls, Cirkelstyrketræning og Smart Training.

På næste tirsdag klokken 09.00 vil DGI igen være til stede i Tornbyhallen og hjælpe med at sammensætte et program ud fra deltagernes ønsker. Alle er fortsat velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste