Thomas Klimek barsler med ny bog
28. maj kommer bogen Polak på gaden - det markeres i Betty Mogensens Boghandel
KOMMUNEN: Formanden for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kommune, socialdemokraten Thomas Klimek, barsler i disse dage med en ny bog.
28. maj kommer den på gaden, og det vil til den tid blive markeret i Betty Mogensens Boghandel.
Bogen hedder slet og ret Polak og følger Joannes og Gerek, der vokser op i det fattige og besatte Galizien.
De to unge mænd drømmer om et frit Polen befriet fra stormagternes undertrykkelse.
De agter at drage ud og kæmpe i revolutionen, men deres veje skilles.
Gennem den oprørske arbejderbevægelse kommer Gerek ind i de polske legioner og Første Verdenskrig.
Ved fronten konfronteres den ungdommelige idealisme med krigens rå virkelighed.
En familietragedie sender Joannes på flugt.
Han forsøger at følge i Gereks spor, men ender ad dramatiske omveje i det fredelige Danmark.
I det fremmede land kæmper Joannes for at holde fast i løftet om opofrelse til den store kamp og håbet om at genfinde Gerek, men fanges i et dilemma mellem kærlighed og kamp.
Polak er en historisk roman om unge mænds evige kamp for at besejre verden og frigøre sig fra nedarvede åg og bånd. Romanen er en rejse ind i det gamle Europas forestående sammenbrud og bristede illusioner.
Det er en europæisk fortælling om menneskets stræben efter håb og et bedre liv.
Handlingen er inspireret af virkelige begivenheder og personer fra forfatterens egen familie.
Thomas Klimek er 43 år, bor i Hjørring, og blev i 2017 valgt til Hjørring Byråd for Socialdemokratiet.
Klimek er formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget og det Lokale Arbejdsmarkedsråd.
Han er oprindeligt handelsuddannet og har bl.a. arbejdet med handel og turisme i den private sektor i Schweiz, Caribien og Danmark.
Siden uddannet lærer og arbejder nu som regional uddannelseskoordinator for 3F.
Han er desuden forfatter til romanen “Logen”, der udkom i juli 2014.
Bogen er udgivet på Forlaget Historia.