Stokbrohus går nye tider i møde
Stokbrohus går en ny tid i møde. Lige nu er stilladset ved at blive rejst ved den stolte, gamle bygning - og de kommende tre uger skal der ske en renovering af facaden. Men det er ikke kun udvendig, der sker forandring. Også indvendig får huset et gevaldigt løft.
Ejendommens nye ejer og projektmager Gert Jensen, Domus Vendia, har købt ejendommen i Stokbrogade 3 fra Preben Christensen, der for år tilbage drev Schiønning Møbler på adressen.
- Stokbrohus er en rigtig god, gammel bygning. Og nu laver vi ti nye lejligheder i etagerne over butikkerne, fortæller Gert Jensen, der har spændende planer for butikslokalerne i Stokbrogade.
Gert Jensen forventer, at der går et halvt års tid, inden de færdigrenoverede lejligheder står klar til indflytning.
Lige nu står butikslokalerne tomme. Men det skal de ikke blive ved med.
- Der er fire butikker i stueetagen. Nu skal vi først have det til at se pænt ud, inden vi lejer dem ud.
Gert Jensen konstaterer, at der mangler mennesker og liv i Stokbrogade.
- Jeg har planer om at lave en vinstue, hvor man for eksempel også kan få tapas. Der er nemlig et fantastik grønt gårdmiljø inde bag bygningen, og det kan man sagtens brug i forbindelse med vinstuen.
- Jeg har også snakket med nogle kunstnere fra Lønstrup, der måske vil gå sammen om en butik. De kan få lov til at leje en butik gratis i år og se, hvordan den kommer til at køre.
Og Gert Jensen er klar til at åbne dørene for flere butikslejere.
- De rigtige lejere, der kan være med til at skabe noget liv i gaden, kan få en fantastisk lav husleje til at starte op med. Men jeg bestemmer, hvem der skal ind i butikkerne - det skal være noget, der er værd at se på og skaber liv.
Stokbrohus er den største ejendom i Stokbrogade.
Gert Jensen er også blevet ejer af ejendomme på Springsvandspladsen, hvor Fætter BR indtil for kort tid siden havde til huse. Og her har han også nye og spændende planer i støbeskeen.