Stjerneregn på Vendsyssel Teater
Vendsyssel Teaters aktuelle forestilling "Arturo Uis uhindrede vej til magten" nyder masser af flotte anmeldelser i disse dage – en forestilling der, trods premiereudsættelse, for alvor har fået luft under vingerne.
Der er grund til begejstring på Vendsyssel Teater. Forestillingen"Arturo Uis uhindrede vej til magten" har skabt opmærksomhed både i scenekunstbranchen og blandt publikum. Flere femstjernede anmeldelser er landet, og der kvitteres for den moderne måde at fortolke Brechts satiriske fortælling om den lille ubetydelige gangster Arturo Ui, der manipulerer og kriminaliserer sig til magten.
Det skriver Vendsyssel Teater i en pressemeddelelse.
Om forestillingen skriver scenekunstmediet iScene:
"Vendsyssel Teaters skarpe bearbejdelse af Arturo Uis uhindrede vej til magten giver Bertolt Brechts store gangstershow en tiltrængt opdatering. I instruktør Sigrid Johannesens Brecht 2.0 bruges et filmset som ramme til at understrege magtens selviscenesættelse i en overrumplende tour de force af fiktionslag og gedigne tricks".
En scenisk genistreg
Det er mere end 60 år siden, forestillingen om Arturo Ui blev spillet i Danmark, men aktualiteten er - skræmmende nok - ikke til at tage fejl af her i 2023. Vendsyssel Teaters formidler med avancerede filmtekniske metoder Brechts pointer i en ny kontekst, som er nærværende og relevant for nutidens publikum. Dagbladet Information kalder Vendsyssel Teaters fortolkning af denne Brechts-klassiker for en "højaktuel scenisk genistreg".
Ditte Bladt-Hansen, der er dramaturg på Vendsyssel Teater og som sammen med instruktør Sigrid Johannesen har bearbejdet teksten, udtaler:
"Det er overvældende med den respons, vi får. Forestillingen er sæsonens helt store satsning med nye greb, vi ikke før har prøvet på Vendsyssel Teater, og hvor vi virkelig udfordrer ikke bare skuespillerne og scenerummet men i særdeles også publikum. Derfor har vi naturligvis været meget spændte på, hvordan det bliver modtaget."
På scenen opleves den anerkendte og eftertragtede skuespiller Tina Gylling Mortensen, der tilmed er biografaktuel med filmen Kagefabrikken. I sin rolle som Arturo høster hun stor ros bl.a. i Nordjyskes anmeldelse: "Tina Gylling Mortensen udfolder sin rolle med stor autoritet, og forvandler sig for øjnene af os fra fjumregøj til livsfarlig".
Sammen med Tina Gylling Mortensen opleves også Peter Gilsfort, Peter Flyvholm, Anne Laybourn, Søren Højen, Amalie Drud Abildgaard og Adam Schmidt.
Brecht havde med Arturo Ui et vigtigt budskab til eftertiden om evnen og viljen til at kunne forholde sig kritisk til det, vi hører og ser – at forholde sig til magthaverne men også til vores egen rolle. Det svære er at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad er virkelighed, og dette bemærkes også i bl.a. Jyllands-Postens anmeldelse "Således bryder Johannesen det ene fiktionslag efter det andet på et niveau, jeg ikke kan huske før at have oplevet i teaterregi."
"Arturo Uis uhindrede vej til magten" spiller til og med lørdag 18. marts.