Sponsorernes dag i Sindal Golfklub
Søndag den 03. september havde Sindal Golf Klub inviteret alle klubbens sponsorer til sponsormatch.
Denne match er en årlig tilbagevendende begivenhed som altid afvikles første søndag i september. Her får klubben lejlighed til at vise sponsorerne, hvad nogle af deres sponsorkroner bruges til, og hvilke forbedringer der er sket på banen i det forløbne år.
I år havde hele 20 virksomheder tilmeldt sig turneringen med hvert sit 4 mands hold, og dagen blev indledt med kaffe, rundstykker og velkomst. Matchen blev afviklet i flot sensommervejr, hvilket medførte at der også var mange pæne scorer. På alle par 3 huller var der præmier for nærmest flaget.
Turneringen afvikles som en holdturnering, hvor de tre bedste scorer er tællende. På en flot 3. plads blev det Hove Biler efterfulgt af Podi, Brønderslev på 2. pladsen, men på en sikker 1. plads blev det Nordjyske Bank A/S, som endnu engang har vandrepokalen stående i et år.
Inden præmieoverrækkelsen blev der serveret en buffet sponsoreret af Lendum Kro / Cafè Fisk, og dagen blev afsluttet med et længe leve for Sindal Golf Klub og dens sponsorer.