Spejlbilleder og molekyler
Spejlbilleder og molekyler er titlen på et foredrag fra Aarhus Universitet, der transmitteres direkte i Lønstrup Café Bio tirsdag 28. november kl. 18.45.
Der er gratis adgang, idet arrangementet er støttet af Carlsbergfondet.
Om årets sidste foredrag skriver arrangørerne:
Dine to hænder er ikke ens: Den ene hånd er et spejlbillede af den anden. På samme måde er det med en række vitale molekyler inden i os og omkring os - livets molekyler. De består af samme slags atomer, men er spejlbilleder af hinanden. Forunderligt nok er det ofte kun den ene af de to spejlbilledeversioner af disse molekyler, der forekommer i os mennesker.
Ligesom kun højre hånd passer i en højre handske, er det med spejlbilledemolekyler og receptorer for kroppens sanser.
F.eks. har molekylet, som passer i receptoren for, at vi sanser en duft af jordbær, en spejlbillede-version af det molekyle, vi sanser som duften af basilikum.
For andre molekyler kan den ene spejlbilledeversion være vital for os, mens den anden version kan være giftig eller ligefrem dødelig.
Derfor er den rumlige opbygning af f.eks et lægemiddel ofte af afgørende betydning for dets biologiske og derigennem helbredsmæssige effekt. Under foredraget vil du høre eksempler på, hvordan Aarhusforskere har bidraget til udvikling af nye lægemidler pga. deres ekspertise i molekyler og deres spejlbilleder.
Du vil også høre om, hvordan spejlbilledemolekyler påvirker vores liv og omgivende samfund.