Spejdere i Bindslev hjælper børn i Rwanda i skole
KFUM-Spejderne i Bindslev tager ansvar for, at børn med handicap i Rwanda kommer i skole
Når spejdere over hele landet fra den 18.-24. september tilbyder at gå tur med hunden, ordne have, vaske op, arrangere markeder og gennemføre vandreture som en del af Spejderhjælpsugen, vil de indtjente penge gå til at forbedre forholdene på skolerne i Rwanda for børn med handicap.
Man kan gøre rigtigt meget for få penge. Med de indtjente penge af spejderne vil 6 udvalgte skoler i Rwanda blive forbedret, så flere børn med handicap kommer i skole. Flere lærere vil få en uddannelse, og flere børn med handicap får undervisning. Skolerne bliver fysisk modificeret, så bl.a. elever i en kørestol kan komme ind i klasselokalet og på toilettet.
I Rwanda - såvel som i Danmark - er der behov for at øge forståelsen blandt lærere og skolekammerater for, at også børn med handicap har behov for at lege, være sammen med kammerater og deltage i f.eks. sportsaktiviteter. Den holdningsændring ser vi i dag i de lokalsamfund, hvor de skoler er, som spejderne støtter.
I dag går 90 procent af alle børn i verden i skole, men det gælder desværre ikke børn med handicap. Derfor er det nødvendigt at gøre en særlig indsats. Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer (DH) samarbejder om projekt "Uddannelse for alle" med det konkrete mål at få flere børn med handicap i Rwanda i skole.
Spejderhjælpen er en fond. Fondens formål er at støtte projekter til fordel for nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn både i Danmark, herunder Grønland, og uden for landets grænser. Spejderhjælpen består af Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig med tilsammen godt 60.000 medlemmer.
DH er en paraplyorganisation for 33 handicaporganisationer, der tilsammen har mere end 330.000 medlemmer og dækker alle typer handicap.
I Bindslev er det de yngste spejdere, bæverne og ulvene (1.-3. kl.), der har forberedt sig på at hjælpe. Op til Spejderhjælpsugen har de bl.a. gennem leg lært om, hvor besværligt det er at være handicappet. De har snakket om, hvad der skal til for at have et godt børneliv - og har også set små film om, hvordan det er at gå i skole i Rwanda. Et spejdermøde er blevet brugt på at købe ind og bage kager.
Spejderne sælger derfor kage, kaffe m.m. ved de lokale dagligvarebutikker tirsdag d. 19. september om eftermiddagen.
Derudover får spejderne et arbejdskort, som de kan prøve at få udfyldt fra d. 18.-24. september. De vil derfor spørge familie, naboer m.fl. om de kan få lov at udføre en arbejdsopgave mod at få lidt penge, som skal gå til Spejderhjælpen.
Spejderne er lette at genkende. De har grøn uniform med tørklæde på, og de har et arbejdskort med, hvor de kan skrive dagens indtjening, ligesom det også er muligt med MobilePay.
- Vi håber derfor, at indbyggerne i Bindslev og Tversted vil tage godt imod spejderne i uge 38, når de kommer rundt for at tjene penge til handicappede børns skolegang i Rwanda, siger de tre spejderledere - Anne-Mette Nielsen, Jette Iversen og Anders Horsholt Pedersen.