Solokoncert med blæs og bælg
Adam Ørvad spiller harmonika i Koncertsalen på Hjørring Musiske Skole søndag
HJØRRING: Søndag 18. november kan man i Hjørring opleve den smukkeste accodeonmusik spillet af en af den fremmeste danske accordeonist, Adam Ørvad.
Koncerten foregår i Koncertsalen på Hjørring Musiske Skole i Dronningensgade, og den begynder kl. 15.
Adam Ørvad er i sin tid uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og har i dag en stor international karriere. Hans musiceren spænder fra det klassiske repertoire til helt ny musik af vor egen tids komponister, men inddrager også gerne folkemusikken, bl.a. igennem et samarbejde med musikere fra Balkan.
Adam Ørvad har længe efterlyst - hos de nulevende komponister – nogle værker der både var kunstnerisk spændende og tillige kunne bruges pædagogisk i undervisningen af nye, kommende accordeonister. Og nu har komponisten Louis Aguirre slået til. Louis Aguirre er født på Cuba, men bor i dag i Danmark, hvor han i tidligere værker har samarbejdet med Adam Ørvad. Louis Aguirre er begyndt på en serie koncertetuder for accordeon, der både kan anvendes pædagogisk og til koncertbrug. Når serien er færdigkomponeret vil der være i alt 30 etuder. Og ambitionen er, at etuderne kommer hele vejen rundt i accordeonets tekniske og klanglige muligheder. Louis og Adam er klar med de første 15, som vil blive uropført på koncerten i Hjørring. Programmet med de nye etuder vil desuden blive suppleret med musik af barokmesteren Dietrich Buxtehude m.fl., dvs. oprindeligt orgelmusik, som Adam Ørvad har transskriberet for accordeon.
Der tages entre på 80 kr. ved koncerten. Billetter købes ved indgangen, og alle er velkomne.
Koncerten arrangeres af foreningen Ny Musik og har økonomisk støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponist Forening og Solistforeningen.