Skal du have pulsen op: Nyt padelcenter er klar til første slag torsdag
Tre lokale brødre åbner Padel Club Hjørring på Frederikshavnsvej på torsdag
HJØRRING: Døren til Hjørrings første padelcenter åbner tidligt torsdag morgen på Frederikshavnsvej 82.
Bag Padel Club Hjørring står tredje og yngste generation fra Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning - Jeppe, Tobias og Thomas Christiansen - og de glæder sig til, at de første slag skal slås i den renoverede, opvarmede hal.
De første baner er booket
Booking og betaling til de seks baner foregår online, og de første spillere har allerede sikret sig plads på en bane i den 2000 kvadratmeter store hal. Padelcenteret vil være åbent hver dag fra 5 morgen til midnat.
- Og sådan bliver det hver dag året rundt, siger Tobias Christiansen og tilføjer, at spillerne får en kode, så de selv kan lukke sig ind.
Der er fire double-baner og to single-baner. Mellem banerne bliver der indrettet to lounge-områder til hygge og evaluering. Og hertil kommer omklædnings- og badefaciliteter.
Bat og bolde er til rådighed i hallen. Bolden - der minder lidt om en punkteret tennisbold - køber spillerne selv, mens bat stilles gratis til rådighed på banerne. Og her kan spillerne også nærlæse reglerne for spillet.
Ny sport i Hjørring
Padel-sporten er en mellemting mellem tennis og squash. I spillet må du tage gitter og glasbande i brug. Og ifølge brødrene kan Hjørrings nye sportsgren i den grad sende pulsen på himmelflugt.
- Vi går til den, når vi spiller, og det giver godt med sved på panden, griner de.
Thomas Christiansen, er yngste bror i trekløveret. Han prøvede spillet i Aalborg sammen med sine fodboldkammerater fra AaB og gjorde sine brødre opmærksom på padelsporten.
Brødrene blev begejstrede, og da deres far, Jan-Iver, også fik afprøvet sporten, blev de fire enige om, at etablere et padelcenter i den gamle lagerhal. Og vejen fra ide til handling var kort.
Benspænd
Padelcentret skulle efter den oprindelige plan åbne først december. Men de nordjyske corona-restriktioner i november udgjorde et benspænd for Padel Club Hjørring.
Elementerne til banerne var klar, men nedlukningen betød, at et montør-team fra Silkeborg ikke måtte køre over kommunegrænsen. En uge forsinket står hallen klar til de første slag på torsdag.
Det nye initiativ har fået god opbakning fra lokale virksomheder. Seks baner og to loungeområder er ”solgt”, og banerne har nu navn efter Meny Hjørring, Fjordbak Byg, Krogh Andersen, Brdr. Schlie Fiskeeksport, Spar Nord Bank, Malerfirma Ole Prangsgaard. Og spillerne kan nyde tredje halvleg i lounge-områderne, der er opkaldt efter Home Hjørring og Føtex Hjørring.