Så bydes der op til folkedansebal
Rundt på Gulvet byder op til årets første folkedansbal på Halvorsminde Efterskole. Og her vil Fladstrand Spillemændene komme og spille for deltagerne.
- Den dygtige danseinstruktør Ture Andersen er med dem, så der er lagt op til en rigtig god start på sæsonen, lyder det fra Lene Rasmussen, "Rundt på Gulvet".
Danseaftenen er onsdag 31. januar klokken 19.30.
Fladstrand Spillemændene har spillet til folkedans i Frederikshavn i mere end 25 år.
Hver torsdag i sæsonen spiller de op til folkedansernes træningsaften i Frederikshavn.
Også i andre sammenhænge bliver instrumenterne luftet, for eksempel på Knivholt, til Spillemandsmesse og nu og da til gæstespil i andre folkedanserforeninger.
Musikken, som Fladstrand Spillemændene spiller, er frisk og godt fremme i skoene, lige efter spillemandsbogen. Og den er suppleret med ørehængende favoritter fra Sverige, Fanø, Læsø og andre steder, hvor der har været god tradition for dans og spil.
Fladstrand Spillemændene består i dag af ni medlemmer, som spiller på blandt andet violiner, harmonikaer og bas.
- Velkommen til en festlig aften. Alle interesserede er velkomne, der er gratis adgang, lyder det fra arrangørerne.