HJØRRING: Den 17. maj bliver Plastprisen 2018 uddelt af Plastindustrien på brancheorganisationens årsdag i Industriens Hus.
De fem nominerede virksomheder til Plastprisen 2018 er Hjørring-virksomheden Rolltech samt DBI Plastics, Dan-Foam, Kellpo og Schoeller Plast.
Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære præstationer i den danske plastbranche.
Brancheforeningen har det sidste halve år modtaget en lang række gode bud på potentielle prismodtagere. Blandt de indstillede har Plastindustriens bestyrelse udvalgt fem nominerede.
Det er nu op til Plastindustriens medlemmer at afgøre, hvem af de nominerede, der skal løbe med æren, en statuette og en check på 50.000 kroner, når prisen uddeles på Plastdagen den 17. maj.
Hver medlemsvirksomhed har én stemme, og en elektronisk stemmeseddel er blevet udsendt.
Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, udtaler:
- Jeg er rigtig glad for, at det igen i år er et meget skarpt felt, som kæmper om Plastprisen. Det er vigtigt, at vi som branche sætter mere fokus på de gode historier, og det er der rig mulighed for. Vi kan være stolte af at være i en industri, der på forskellige måder designer produkter og løsninger der skaber masser af værdi for omverdenen - og jeg vil ønske held og lykke til de fem nominerede, som på hver deres måde bidrager til dette.
Rolltech A/S, Hjørring er nomineret til Plastprisen 2018 for sin satsning på plastproduktion, der blev kickstartet ved virksomhedens første køb af en ekstruder i år 2012. Derudover investerer virksomheden også kraftigt i nyt udstyr, forskning og medarbejdere.
Dan-Foam ApS, Aarup er bl.a. nomineret til Plastprisen 2018 for sin store globale succes med at fremstille massevis af madrasser og hovedpuder. Virksomhedens produkter er i offentligheden bedre kendt under navnet ’Tempur’.
DBI Plastics A/S, Stenlille er nomineret til Plastprisen 2018 for sin mangeårige pionerindsats i den danske plastbranche. I dag har virksomheden fortsat et skarpt fokus på udvikling, vækst og strategisk innovation.
Kellpo A/S, Thisted er nomineret til Plastprisen 2018 for sin ihærdige indsats med at fastholde danske produktionsarbejdspladser. Derudover er virksomheden i front, når det gælder om at tage lærlinge og iværksætte projekter, der fremmer plastens image.
Schoeller Plast A/S, Regstrup er nomineret til Plastprisen 2018 for sit synlige arbejde med at promovere temaer som genanvendelse og cirkulær økonomi. Derudover er virksomheden meget flittig til at involvere sig i forskellige spændende projekter.

Rolltech er nomineret til Plastprisen 2018

Hjørring-virksomhed er blandt de fem nominerede virksomheder til branchepris

06. maj 2018 kl. 07.24
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste