Billede beskrivelse

Ordner alt lige fra snerydning til store erhvervsbyggerier: Hirtshals-firma har snart ligeså mange år på bagen som antallet af ansatte

27. december 2020 kl. 07.00

HIRTSHALS: Bygge- og Anlægsfirmaet HMU A/S på Dalsagervej i Hirtshals udfører alle former for bygge- og anlægsarbejder. Firmaet, som beskæftiger 30-35 medarbej-dere kan næste år fejre 30 års jubilæum, og har i alle årene været en særdeles synlig del af såvel by- som havnebilledet i Hirtshals.

Direktør og medejer Claus Roden Jensen siger, at det har været 30 travle og gode år for HMU,

- Og vi ser frem til de næste 30 år med stor optimisme, lyder det.

Claus Roden Jensen lægger ikke skjul på at virksomhedens succes gennem de mange år skal tilegnes de mange stabile og dygtige medarbejdere, hvoraf flere har haft 25 års jubilæum.

- Vi er jo i bund og grund en servicevirksomhed indenfor området byggeri og anlæg, hvor drivkraften er dygtige medarbejdere, siger han.

Billede beskrivelse

Claus Roden Jensen er uddannet bygningsingeniør fra Ingeniørhøjskolen Horsens i 1992. Efter endt uddannelse var Claus ansat som ingeniør ved entreprenørfirmaet Vennelyst i Hjørring frem til 1999. I perioden 1999 til 2005 var Claus ”udstationeret” som afdelingschef i byggefirmaet MT Højgaard i København. Fødebyen Hirtshals ”trak” og i 2005 vendte Claus hjem som daglig leder og medejer af bygge- og anlægsfirmaet HMU A/S.

- Vores ”hjemmemarked” er Hirtshals og opland, men vi påtager os dog opgaver i hele Nordjylland. HMU A/S har egenproduktion indenfor områderne jord-, kloak-, beton-, brolægger-, tømrer/snedker- samt smedearbejder. Vores arbejdsområde er meget bredt - lige fra snerydning af fortov om vinteren til opførelse af store komplekse erhvervsbyggerier i totalentreprise, fortæller Claus Roden.

Netop erhvervsbyggeriet i total- og hovedentreprise har været et voksende forretningsområde i de senere år. HMU A/S har i de senere år stået bag en række af erhvervsbyggerier i det nordjyske. I Hirtshals bl.a. Smyril Lines nye cargocenter, kassevaskeriet ved Fisketerminal Hirtshals samt Fjordlines nye Check inn og Landgangstårn.

- 2020 har været et år præget af coronaen. Selv om byggebranchen ikke har været specielt hårdt ramt, har coronaen dog haft indflydelse på forretningen og vores hverdag i øvrigt. Vi har gjort alt for at efterleve myndighedernes anbefalinger. Nedlukningen i november var lidt hård, da flere af Vores byggepladser måtte ligge stille i 2-3 uger. Bl.a hos Fynbo Food i Vrå, hvor vi i totalentreprise er i gang med opførelse af 1500 m2 ny administration i tre plan. Her var udfordringen, at vores betonelementleverandør er hjemmehørende udenfor de nedlukkede kommuner og derfor ikke kunne møde op for at montere elementerne. Men nu er vi i fuld gang alle steder, og kommer nok ud af 2020 med en lidt mindre omsætning end i 2019. På trods af Coronaen og usikkerheden omkring Brexit ser Vi frem til 2021 med stor optimisme. Vi har mange projekter i gang og ligeledes mange projekter i støbeskeen, lyder det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste