Områdefornyelse i Hirtshals rører på sig
Det er tid til en status for områdefornyelsen i Hirtshals.
Som vi fortalte om på borgermødet den 1. november i Multihallen på Nordsøen, så er indsatsen "Samspil mellem by og havn" noget af det første vi har taget fat på. Det er et særligt sted i byen, som kræver vi gør os ekstra umage. Første skridt er en politisk afklaring af, hvordan vi håndterer processen, så vi bedst muligt arbejder videre med indsatsen ved den grønne skrænt med respekt for stedets potentiale, Trappen, borgerinddragelsen og byrådets rammer for områdefornyelsen. De næstfølgende skridt omkring udformningen af projektet vil ske i løbende dialog med Hirtshals for at sikre lokalt ejerskab og gennemsigtighed.
Det fortæller udviklingskonsulent Anne-Marie Sandvig Knudsen, Hjørring Kommune i en skrivelse til kommunens samarbejdsgruppe i Hirtshals. Skrivelsen er rundsendt til medlemmerne af Hirtshals Handel og Erhverv.
- I de første måneder af 2018 skal vi også have ryddet op på udearealerne ved Sømandskirken. Det har vi lovet byen og vore politikere. Vi er i god dialog med brugerrådet i Sømandskirken om oprydningen, som sluttes af med, at der sås græs på arealet. Tanken er at arbejde med en midlertidig "møblering" på arealet, som giver brugerne og byen mulighed for at tage arealet i brug og overveje, hvordan man ønsker at bruge det på lidt længere sigte. Forskellige indretninger af arealet kan afprøves før der træffes beslutning om, hvordan det endelig projekt skal udformes, oplyser hun og fortsætter:
- Vi planlægger et" åbent hus" arrangement i foråret sammen med Hirtshals Bibliotek og Sømandskirkens brugere, hvor vi vil have fokus på at synliggøre områdefornyelsen og informere om, hvordan byens foreninger og borgere kan bruge det gamle rådhus samt synliggøre aktiviteterne i Sømandskirken.
Sammen med vores kollegaer Dorte Reinholt og Leif Lund Jacobsen arbejder vi med at få elementer i områdefornyelsen til at spille sammen med aktiviteter og projekter i forbindelse med Hirtshals 100 års jubilæum. Som Leif annoncerede på borgermødet den 1. november, inviterer kommunen i løbet af foråret til det næste møde om byjubilæet, hvor vi skal drøfte og udvikle idéer sammen med alle interesserede.