Ny ambassadør var med pigekoret
HJØRRING: Der var andet end musik på programmet, da Nordjysk Pigekor holdt koncert lørdag eftermiddag. Der var nemlig også indlagt en overraskelse i form af en ny ambassadør, fortalte formand, Lasse Rosendahl.
Efter første afdeling af koncerten, hvor både pigekoret, juniorkoret og korets suppleanter optrådte, præsenterede han den nye ambassadør, Rolf Heim, direktør på Vendsyssel Teater.
Vendsyssel Teater er en vigtig samarbejdspartner for Nordjysk Pigekor. Koret har blandt andet medvirket i forestillingen ”Nordenfjords” med stor succes. Koret får også lov til at øve på Vendsyssel Teater.
Rolf Hein fortalte, at han glæder sig over samarbejdet med koret, og han roste korets engagement.
- Det er fantastisk, når unge mennesker bruger deres tid og talent på den her måde, sagde han blandt andet.
Han kaldte ideen med at lade koret indgå i en forestilling for ”godt tænkt.”
- Det kunne bestemt godt være noget, vi skal prøve igen, sagde han.
Med ved koncerten var også borgmester Søren Smalbro. Han er protektor for Nordjysk Pigekor. En rolle, han har påtaget sig med glæde.
- Nordjysk Pigekor er virkelig med til at sætte Hjørring og resten af Nordjylland på landkortet. Pigerne kommer jo langvejsfra for at blive del af det her kor. Det siger lidt om kvaliteten, sagde han.
Lasse Rosendahl fortalte, at korets ledelse hele tiden arbejder på at bygge bro til andre kulturinstitutioner. Nordsøen Oceanarium blev således ambassadør for Nordjysk Pigekor i 2023.
Koret har optrådt foran det store akvarium, og det sker igen til september. I år fejrer Nordsøen Oceanarium nemlig sit 40-års jubilæum, mens Nordjysk Pigekor i år har eksisteret i 60 år.
Nordjysk pigekor blev lørdag dirigeret af korleder Christina Kjærulff. Nordjysk Pigekors Juniorkor blev dirigeret af korleder Katrine Bach Skovmand. Pianist var Bettina Slot Christensen.
Nordjysk Pigekor holder koncert næste gang i Musikkens Hus i Aalborg søndag 23. juni klokken 19.00.