Nu behøver børnene ikke mere at brokke sig i teatret
Det er rigtigt træls at være barn og sidde og kigge en voksen lige ind i nakken. Det ved de godt hos Hjørring Teater.
Og det er det heldigvis slut med, for nu er der nemlig fuldt udsyn til scenen for de små teatergængere.
Der er da også glæde i Teaterbutikken hos Hjørring Teater, der har haft besøg af Oliver Karlborg fra Sparekassen Danmark.
Han overrakte nemlig en check fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel til at købe børne-sædeforhøjere for.
- Sædeforhøjere har længe stået på vores ønskeliste, så det er skønt, at det lokale erhvervsliv træder til og støtter op om kulturen i lokalsamfundet, og gør det muligt, siger Anette Dige Ovesen fra Teaterbutikken.
Hun fortæller, at de nye sædeforhøjere meget snart kommer i brug for første gang.
Det sker nemlig ved årets familieforestilling, ”Sigurd fortæller om naturvidenskab” søndag den 7. april klokken 14.00.
Forestillingen er en teaterkoncert for hele familien 5+, hvor der ud over Sigurd Barrett medvirker 4 musikere og 4 børnedansere, så det er en stor opsætning med ikke mindre end 9 medvirkende, som Hjørring Teater præsenterer. På Sigurds sædvanlige facon formår han ud over at give børnene en fantastisk musikalsk oplevelse også at skabe interesse og nysgerrighed for naturvidenskab.