Naturvidenskab med det etiske aspekt i Sindal Skole

14. februar 2019 kl. 15.07

SINDAL: I sidste uge har der været stor aktivitet for 8. og 9. klasserne på Sindal Skoles Darwin-linje i anledning af den årlige Darwin-uge. Ugens tema var ”Mennesket og Videnskaben”, hvor eleverne på en praktisk måde fordyber sig i vanskelige emner. Årets emner var ”Tro og videnskab”, ”At få børn med teknologien”, ”Organdonation” samt ”Danmark som teknologisk spydspids”. Disse emner gav anledning til mange samtaler eleverne imellem om de etiske dilemmaer.

Linea og Alexander fra 9. Darwin samt Astrid og Laura fra 8. Darwin fortæller om ugens forløb:

- Det har været en lærerig uge med workshop om naturvidenskab med det etiske aspekt, hvor der har været tid til fordybelse i de svære spørgsmål om blandt andet organdonation og kunstig befrugtning. Emner som er vanskelige at dykke ned i, men som vi alligevel tænker over i det daglige.

Foruden workshop skulle 8. og 9. klasse også forberede ”Darwin-dysten 2019”, der er en dag med 6. klasserne fra Sindal, Bindslev og Lendum, som deltager i konkurrencer, er i svømmehal og overværer kemishow udført af HTX-elever fra Hjørring.

Konkurrencen var en stafet bestående af opgaver. Der var en ”Skadestue”, hvor 6. klasserne skulle forholde sig til blodprop i hjertet, hjertestop, genoplivning og en flækket finger. På en anden post skulle der bygges et tårn. I alt var det 12 meget forskellige og varierede opgaver, som de ældste klasser havde forberedt. Da det tager lang tid at forberede så mange poster, havde Darwin-eleverne overnattet på skolen fra onsdag til torsdag.

Det var 6. klasse fra Lendum Skole, der løb med 1., 2. og 3. pladsen i ”Darwin-dysten 2019”, som blev præmieret med pokal og en kurv med slik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste