VENNEBJERG: Vennebjerg Mølle har udviklet sig til at være lidt af en attraktion.
Den gamle mølle har i det forgangne år trukket omkring 3000 gæster, oplyser Svenning Christensen, der ikke bare er byrådsmedlem for Venstre, men også formand for en fond til bevarelsen af møllen.
- Vi har holdt åbent for turister ti onsdage - og samtidig har der været 29 hold krydstogtsturister på besøg. De lægger til i Aalborg og har besøgt møllen i forbindelse med, at de også skulle se Rubjerg Knude Fyr. En del af de besøgende er også skoleelever, der får matematik-undervisning på stedet ved at måle møllevinger og udregne rumfang, fortæller Svenning Christensen.
Møllen tilhørte i sin tid kunstmaleren Johannes Hofmeister, men det seneste kvarte århundrede har den været fondsejet.
At den er inde i en god gænge skyldes også, at møllen og den nærliggende Keramikcafe Møllehuset supplerer hinanden.
Møllen er gældfri, og midlerne til vedligehold skaffes ifølge Svenning Christensen via arbejdet i en venneforening med mere end 100 medlemmer, hvoraf en del også yder frivilligt arbejde.
Svenning Christensen oplyser i øvrigt, at man netop har forsikret møllen mod storm- og brandskader for op til en million kroner.
Aktuelt har man desuden inviteret Danmarks efter sigende eneste møllebygger til Vennebjerg for at se, om man kan restaurere endnu mere af dens indre. Allerede i dag kan den dog dreje rundt og male mel.

Mølle trækker mange gæster til

Sidste år besøgte omkring 3000 personer Vennebjerg Mølle

27. april 2018 kl. 16.55
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste